Blind person: App-udviklere glemmer os

3 kommentarer.  Hop til debatten
Flere apps er ikke udviklet med blinde og svagsynede for øje, og det gør dem i flere tilfælde ubrugelige ifølge blind konsulent. Ofte skal der kun meget enkle indgreb til for at rette op på det.
18. februar 2015 kl. 06:29
errorÆldre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

[shareline:77283]Hvad ville du vælge: ‘knap’, ‘knap’, eller ‘knap’?[/shareline]

Der findes løsninger til både Android, iPhone og Windows-telefoner, der gør det muligt for blinde at bruge en smartphone.

Men på trods af producenternes fine hensigter, så ender det ofte med, at de blinde må slette deres apps igen.

Selvom en app kan være nok så flot designet for de seende brugere, så har telefonernes software ofte problemer med at oversætte det pæne design til noget, der giver mening for en blind person. Det betyder i værste tilfælde, at de pågældende apps bliver ubrugelige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan lyder det fra Daniel Gartmann, der selv er blind og arbejder som konsulent for Instituttet for Blinde og Svagsynede med at rådgive blinde omkring brugen af it.

»Generelt er app-udviklerne ikke så gode til at gøre deres apps tilgængelige for blinde. De er ikke opmærksomme nok på det,« siger han til Version2.

Daniel Gartmann måtte give op, da han skulle bruge YouSee’s tv-app til at finde ud af, hvad der kom i fjernsynet senere på dagen. Appen var designet sådan, så den indbyggede software til at læse funktionerne op på telefonen ikke kunne genkende appen. I sådan nogle tilfælde kan det eneste alternativ være at banke på hos naboen for at få hjælp, fortæller han.

»Det er ofte ret banale ting, som ikke kræver meget udviklerarbejde at rette op på,« siger idémanden bag den populære Be My Eyes-app, Hans Jørgen Wiberg, der selv er svagsynet.

Hvad vil du vælge: ‘knap’, ‘knap’, eller ‘knap’?

For at bruge en smartphone som blind, er det nødvendigt at aktivere en særlig tale-software, der læser det højt, som står på skærmen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når man kører en finger over skærmen, fortæller stemmen, hvad det er, som man har markeret. På den måde er det muligt for blinde at navigere rundt som en almindeligt seende bruger, dog i et betydeligt langsommere tempo.

Problemerne opstår, når de forskellige apps, ikke er designet med disse funktioner in mente. Ofte bliver knapper og andre elementer i apps og på hjemmesider vist som grafikker, og det kan hurtigt blive bøvlet.

Når den blinde kører fingeren hen over en knap, der eksempelvis skal ligne et hjem, er ordet ‘knap’ det eneste vedkommende hører, robotstemmen sige.

Det skyldes, at app-udviklerne glemmer at give alle de grafiske elementer et navn i koden, som tale-softwaren kan læse højt til de blinde smartphone brugere. Og så er det, at valget står mellem ‘knap’, ‘knap’ eller ‘knap’.

»Det betyder, at vi ikke kan bruge de apps, hvor telefonerne ikke kan læse teksten højt,« siger Daniel Gartmann og fortæller, at nogle blinde vælger at lære ‘knappernes’ placering udenad, ligesom man skulle huske hvilken knap, der var ‘play’ og ‘stop’ på de gamle kassetteafspillere.

»Men lige så snart du har lært rækkefølgen udenad, så opdaterer udviklerne appen og flytter rundt på knapperne. Så bliver det hurtigt svært at følge med,« siger Daniel Gartmann.

Blinde føler sig uden for på de sociale medier

I Google’s populære Inbox-app til Gmail er der flere grafiske knapper, som ikke hedder andet end ‘knap’. Og heller ikke alle elementer fungerer i Spotify-appen, hvor det blandt andet ikke er muligt at trykke sig ind på den aktuelle sang via stemme-hjælperen. Det viser en hurtig test med Apples indbyggede VoiceOver-funktion til iOS, som Version2 har foretaget.

En anden hyppig fejl i nogle apps er, at den blinde ikke kan høre, om et flueben er markeret eller ej. Andre gange kan man ikke høre, hvor mange valgmuligheder der er i en liste. Eller også afviger app-designet så meget fra standarden, at styresystemet slet ikke kan læse noget af teksten eller knapperne op for den blinde.

På Facebook og andre sociale medier vælter det over med gif’er, meme-billeder og Youtube-videoer, og de billedbårne medier gør det også svært for blinde at følge med.

»Som blind møder du mange begrænsninger i den måde vi kommunikerer på. Når folk lægger et billede ud og skriver, ‘se her, det er sgu meget sjovt’, så føler man sig ikke rigtig inviteret med til festen,« siger Hans Jørgen Wiberg og fortsætter:

»Det er meget banalt, men svært at gøre noget ved. Hvis man har blinde venner på Facebook, er det en god idé at skrive, hvad der er på billedet,« siger han.

iOS tager blinde-førertrøjen

Blinde smartphone-brugere fik for alvor gjort opmærksom på deres eksistens, da den danskudviklede hjælpe-app Be My Eyes fik et overvældende internationalt gennembrud efter sin lancering i starten af året.

I alt har mere end 12.000 blinde smartphone-brugere installeret appen og kan nu få hjælp af frivillige mennesker til at lave aftensmaden og indstille vaskemaskinen korrekt via telefonens indbyggede kamera. Men når det kommer til at bruge selve smartphonen, er det sværere at få hjælp.

Daniel Gartmann har været blind hele livet og kan kun skelne mellem lys og mørke. Hans første smartphone var en Nokia med Symbian, hvor man skulle købe en skærmlæser som en ekstra funktion, der kostede knap 2.000 kr.

Den blev dog udskiftet med iPhone, da Apple som den første telefonproducent valgte at indbygge hjælpefunktionerne til de blinde direkte i telefonen fra fabrikken.

»Jeg synes, det tog lang tid at lære - det var ikke intuitivt,« siger Daniel Gartmann.

Og det kan vi også på redaktionen bekræfte. Alene det at skulle ringe op til en ven med lukkede øjne og VoiceOver-funktionen slået til tog flere minutter.

Alligevel er iOS stadig foran både Android og Windows Phone ifølge Daniel Gartmann. iPhone-styresystemet kommer eksempelvis med de lokale sprog installeret på telefonen direkte, mens det på Android er nødvendigt at downloade nogle ekstra sprogpakker.

»Apple har gjort mest for tilgængeligheden på deres iPhones, der fungerer for den blinde fra det øjeblik, man køber den,« siger han.

3 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
3
18. februar 2015 kl. 18:52

Med iOS er det ikke så svært, jeg har lavet en del Apps og har i flere af dem, har understøtte for blinde og det er i mange tilfælde kun få linier i koden

2
18. februar 2015 kl. 11:25

Der findes dog en del apps til blinde på iOS. Men de koster langt mere end almindelige apps, fordi de er designet til blinde og svagtsynede. Men det burde bare være gængs, at man navngav alle elementerne når man skriver en app. Især de store firmaer der laver apps, burde gøre det. Her tænker jeg på facebook, Google etc....

At Google har været så dovne med Inbox, går over min forstand. Så mange knapper er det heller ikke i den, så den ville ikke fylde ret meget mere af den grund, hvis de skrev element navne på.

iOS er stadig LANGT foran android og windows phone, når det kommer til tilgængelighed for handicappede, blinde og svagtsynede. Håber dog snart at Google vil gøre noget ved det på Android fronten, så blinde ikke behøver købe de dyre æbler mere.