En ny dufttjeneste over internettet. Microsoft Live-tiles som halskæde. NemID skal koste 1,7 kroner pr. login.
Fantasien fejler intet, når onlinemedier og it-virksomheder den 1. april traditionen tro forsøger at få læserne til at hoppe på limpinden med historier, der kunne være sande.
Version2 holdt påskelukket 1. april, men linker her til de mest opfindsomme aprilsnarre fra it-land og omegn.
Youtube lukker for upload
Den populære videotjeneste Youtube lukker muligheden for at uploade flere videoer. Nu skal folkene bag bruge de næste 10 år på at finde den bedste video.
[video:http://www.youtube.com/watch?v=H542nLTTbu0]
Ny tjeneste: Google Duft (Beta)
»Street Sense-køretøjer har indåndet og indekseret flere millioner kubikmeter af jordens atmosfære,« skriver Google om den nye Google Duft-tjeneste, der byder sansepirrende duftoplevelser som for eksempel våd hund, sauna, havnekaj, durianfrugt og hårspray..
Gmail blue: (Intet) nyt under solen
Google sparer ikke på løjerne, og har lanceret endnu en aprilsnar under navnet Gmail Blue.
»Hvordan kan vi fuldstændig redesigne og gentænkte Gmail - samtidig med, at vi beholder det, helt og aldeles som det var?« lyder spørgsmålet i Google Youtube-film, der er et kærligt drilleri af Microsofts kommende styresystem med kodenavnet Blue.
[video:http://www.youtube.com/watch?v=Zr4JwPb99qU]
Brugerbetaling på NemID
Computerworld kunne 1. april bringe nyheden om, at de kendte papkort med NemID-engangsnøgler fremover vil koste 250 kroner.
»Nu forsvinder der jo så heldigvis en relativ tung udgiftspost fra vores budgetter. Så kan det jo være, at vi omsider kan få lønforhøjelse eller en ordentlig personalefest,« udtaler en fiktiv embedsmand fra Digitaliseringsstyrelsen.
Få dine Windows Live-tiles som smart halskæde
Microsoft er tilsyneladende gået all-in og satser nu så meget på, at de såkaldte Live Tiles fra Windows 8 og Windows Phone 8-styresystemerne er så hotte blandt unge trendsættere, at de nu kan fås som halskæde.
»Sammen med muligheden for at matche din garderobe eller dit humør, giver Windows Phone Locket dig også muligheden for alarm med elektrisk stød, en bacon-steger og konstant videooptagelse, så venner og familie også kan se, hvad du ser,« lyder anprisningen af den såkaldte Windows Phone Locket.
Har du flere eksempler på it-relaterede aprilsnarre? Skriv dem i debatten

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.