Blackberry Q10 er en god telefon - men en kikset smartphone

Anmeldelse: Blackberry Q10 har god lyd, og tastaturet er næsten lige så godt som det klassiske fra Curve-modellerne, men styresystemet og den lille skærm spiller knapt så godt.
Illustration: Jesper Stein Sandal

Det er forhåbentligt ikke sidste chance for at prøve en Blackberry-telefon, selvom firmaet nu har været til salg længe, og regnskaberne er katastrofale. For Blackberry har stadig nogle kvaliteter, som andre mobilproducenter kunne lære noget af.

Den seneste telefon fra Blackberry er Q10, som man dog næppe får at se i elektronikforretningen på den lokale gågade, men måske i kataloget fra firmaets it-leverandør eller teleselskab.

Blackberrys sidste bastion er nemlig hos erhvervslivet, hvor millioner af brugere stadig benytter sig af telefonerne af tre grunde: Tastaturet, sikkerheden og Blackberrys beskedtjenester.

I disse tider, hvor vi dagligt får bekræftet mistanken om overvågning fra statslige efterretningstjenester, kan man sætte spørgsmålstegn ved sikkerheden, men Blackberry har fortsat et godt omdømme på den front i it-sikkerhedsbranchen.

Nu er mobilvirusapokalypsen aldrig indtruffet på Apples iPhone, som har vist sig at være forbavsende sikker, og Microsofts Windows Phone har også indbyggede krypteringsmuligheder i stil med Blackberry, men med en kraftig stigning i malware til Android kan måske være argument for i hvert fald ikke at affeje de canadiske telefoner.

Blackberry Q10 er ligesom Z10 baseret på Blackberry OS 10. Den åbenlyse forskel er, at Q10 har det velkendte tastatur, og det er én af telefonens største styrker.

Hvis man mener, at et touch-tastatur er hurtigt og præcist anno 2013, så bør man prøve tastaturet på Q10. Det er en betydeligt mere præcis oplevelse, og specielt indtastning af de mest almindelige specialtegn og tal er meget lettere.

Illustration: Jesper Stein Sandal

Tasterne sidder dog på snorlige rækker, hvor flere tidligere modeller dannede en svag bue med det tastatur, som blev lanceret med Blackberry Curve-modellerne. Buen er angiveligt væk for at give plads til en lidt større skærm.

Det er en skam, for Curve-tastaturet var særdeles effektivt. Tasterne er også en anelse glatte, men vandringen er meget kort og skarp, og det er godt. Man kunne dog savne, at mellemrumstasten stod lidt tydeligere frem.

Blackberry har også ofret navigationsknapperne på fronten over tastaturet for at gøre plads til en større skærm end tidligere modeller. Det er ærgerligt, for man savner en god genvej til startmenuen og til at tage telefonen og lægge på ved samtaler.

Ja, telefonsamtaler. Den slags, man brugte mobiltelefoner til i to årtier, før det hele handlede om data. Og netop samtaler er næst efter tastaturet dét, Q10 er bedst til. Telefonen ligger godt i hånden. Lyden er tydelig og tilpas høj uden at blive ubehagelig. Det er som at tale i en god telefon fra den klassiske mobiltelefons guldalder.

Problemet er imidlertid brugerfladen i Blackberry OS. Det virker som om, udviklerne meget sent i processen fik at vide, at knapperne til telefonsamtaler ville forsvinde. For touch-knapperne på skærmen sidder lidt akavet og med spinkel grafik på sort baggrund. Der er simpelthen klemt for meget ind på for lidt plads.

Illustration: Jesper Stein Sandal

Nogle funktioner er erstattet med swipe-bevægelser, hvor man eksempelvis kan komme til startmenuen ved at føre fingeren op fra den nederste kant af skærmen. Det var imidlertid noget, der krævede tilvænning at ramme den rigtige hastighed, hvor styresystemet opfattede bevægelsen korrekt.

Skærmen er kvadratisk, og det er der i princippet ikke noget galt med. Men i for mange af applikationerne bliver et stort areal i top og bund brugt til navigation og irrelevante oplysninger. I browseren er der eksempelvis et stort navigationsfelt i bunden.

Opløsningen er på 720 gange 720 pixel, og det giver en pixeltæthed på 330 ppi på den 3,1 tommer store skærm. Farverne er ganske udmærkede, og efter flere uger i diverse lommer sammen med nøgler og mønter var der kun kommet én enkelt næsten usynlig ridse, som ikke påvirkede billedkvaliteten.

Aluminiumsrammen langs kanten af telefonen var derimod temmelig modtagelig for ridser, men generelt virkede Q10 til at være solid. Dog sluttede plastikskjoldet på bagsiden ikke helt tæt, og det gav indtryk af en lidt skuffende kvalitet for en telefon, som trods alt ligger i den øverste ende af prisskalaen.

Illustration: Jesper Stein Sandal

Indmaden matcher til gengæld udmærket specifikationerne for en hæderlig smartphone et stykke over middel med en 1,5 gigahertz dobbeltkerne-processor, 2 gigabyte RAM, 16 gigabyte indbygget lagerplads, mulighed for at udvide med et microSD-hukommelseskort, 8 megapixel kamera, som kan optage i 1080p, 2 megapixel frontkamera, der kan optage i 720p, og naturligvis 4G LTE.

Det tæller også til Q10's fordel, at man eksempelvis kan skifte batteriet, hvis man forventer at bruge telefonen i så mange år, at det bliver nødvendigt. Det medfølgende batteri på 1.800 milliamperetimer er i øvrigt nok til at holde telefonen kørende uden problemer en hel weekend selv med mail- og andre synkroniseringer slået til.

Lidt usædvanligt har telefonen også en microHDMI-port, så man kan slutte den til en ekstern skærm.

Designet er ikke prangende. Der er på den hvide model, Version2 havde til test, ikke nogen detaljer som fanger øjet. Det ville helt sikkert have været en lækker telefon, dengang Blackberry var på sit højeste, men i dag er der lidt for meget plast over det, og ikke på samme spændende måde, som en anden presset producent, Nokia, brugte det i først N9 og siden i Lumia-serien.

Styresystemet Blackberry 10 OS er Blackberrys forsøg på at indhente det tabte, efter selskabet ligesom flere andre undervurderede markedet for mobiltelefoner i 5.000 kroners klassen, som Apple slog hul på med iPhone.

Der findes de basale applikationer som Facebook, Twitter og flere andre til Blackberry, og det er muligt at konvertere Android-applikationer til platformen ved hjælp af et værktøj, Blackberry stiller til rådighed.

Spørgsmålet er imidlertid, om der er nogen grund til at vælge Blackberry frem for eksempelvis altdominerende Android lige nu? Det er svært at finde gode argumenter for nye brugere, som ikke i forvejen bruger Blackberrys tjenester.

Er man trofast Blackberry-bruger, så er Q10 en udmærket smartphone, som beholder meget af det, der er godt ved Blackberry, men også tilføjer nogle af de moderne smartphone-funktioner, som har manglet. Hvis man er afhængig af Blackberrys kommunikationstjenester, så er det dog bekymrende, hvad deres skæbne bliver, hvis selskabets økonomi ikke retter sig op.

Illustration: Jesper Stein Sandal
Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Hansen

...var bare suverænt. Jeg bruger stadig en gammel Curve og har endda een på lager. Man kan simpelthen ikke skrive en sms eller mail så hurtigt og fejlfrit på en iPhone. Dumt bare af BlackBerry, at deres nye tastaturer er dårligere! Ellers havde jeg da købt en mere moderne een.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere