Blå bog-direktør afviser årelang sikkerhedsbrist trods overvældende indicier

Direktøren for C L Seifert fastholder, at adgangen til en kvart million gymnasie-scoringer var rent midlertidig - men modsiges af en række kilder.

Det har ikke noget på sig, at over 250.000 elevers blå bog-oplysninger med navn, telefon, e-mailadresse og diverse gymnasie-pinligheder i årevis har ligget frit tilgængeligt på nettet.

Det er budskabet fra C L Seiferts administrerende direktør Jens Eriksen, efter at en bruger af løsningen tirsdag beskyldte ham for at være på kant med sandheden om, hvor længe en kvart million studerendes blå bog-oplysninger har været frit tilgængelige.

Læs også: Eks-elev: 250.000 elevers intime detaljer blotlagt i årevis

»Det omtalte sikkerhedshul har været af rent midlertidig karakter,« slår Jens Eriksen igen fast over for Version2 og gentager dermed den påstand, han også kom med i sidste uge, da Version2 konfronterede ham med sikkerhedsbristen:

»Jeg tror, det er en tekniker, der kortvarigt har lukket op. Det er rigtig nok, at der har været et hul, men jeg ved, det har været noget midlertidigt, og jeg kan garantere dig, at hullet blev lukket lige med det samme,« sagde Jens Eriksen således i slutningen af sidste uge.

Efter at Version2 tirsdag eftermiddag har afsluttet interviewet med Jens Eriksen, er det dog siden væltet ind med indicier på, at direktøren holder fast i en udlægning, der er temmelig meget anderledes end Version2-debattørernes opfattelse af virkeligheden.

Læs også: 250.000 elevers intime oplysninger blottet på nettet

»Jeg var klasseansvarlig, for den blå bog i min tidligere klasse. Jeg studsede også over dette problem tilbage i 2009. Så jeg kan bekræfte det, der bliver sagt i artiklen,« skriver Martin Larsen således i debatten.

»Der er stadig sikkerhedsfejl. Jeg kan da lige nu komme ind på alle folks billeder, hvor man desuden også kan uploade nye billeder. Og alt dette er endda uden at være logget ind. Det beviser jo bare, at der ikke er tale om noget midlertidigt. Hvis Version2 har brug for et bevis, så kan I bare skrive... har linket,« skriver Martin Jul Jönsson lidt senere i debatten.

Og Johan Nielsen sætter trumf på:

»Da jeg blev student i 2007, var der samme fejl.. Så intet nyt.«

Som nævnt ovenfor har Jens Eriksen ikke haft mulighed for at forholde sig til Version2-debattørernes påstande, men har udelukkende forholdt sig til Tor Hvalsøes, der satte det hele i gang:

Læs også: Datatilsynet overvejer sag om blå bog-læk - både online og papirudgave

»Da jeg brugte A J Eriksens system i 2009, var der præcis det samme problem. Hvis to år er midlertidigt, så ved jeg ikke, hvad midlertidigt er. Det passer simpelthen ikke,« sagde Tor Hvalsøe tirsdag.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere