Bjarne Stroustrup kalder nye C++-faciliteter for sindssyge

Illustration: Vera Dron
Der er for mange forslag til den kommende C++20-udgave af sproget, og de stritter for meget i forskellige retninger, mener sprogets danske ophav.

Tidligere i år skrev den danske skaber af C++ Bjarne Stroustrup et brev til udviklerne bag kommende udgaver af C++. I brevet, som havde overskriften 'Husk Vasa', efter det svenske skib, der sank, før det nåede ud af havnen, skrev han:

»Mange eller de fleste i WG21 arbejder selvstændigt mod mål, som ikke er fælles. Set hvert for sig, giver mange (de fleste?) forslag mening. Set over en kam er det sindssygt, i sådan en grad, at det sætter fremtiden for C ++ i fare.«

WG21 er navnet på arbejdsgruppen, der skal videreudvikle sproget. Nu uddyber Bjarne Stroustrup sit synspunkt i et interview med mediet The Register:

»De bekymringer, jeg udtrykte i Vasa-papiret, vedrører standardiseringsprocessen, der kombinerer for meget entusiasme for nye faciliteter med en perfektionisme, der forsinker de vigtige forbedringer. «

Brevet var en opfordring til handling.

»Jeg er bange for presset for at tilføje sprogfunktioner, der adresserer helt umiddelbare behov og modestrømninger, snarere end at styrke sprogfundamentet, f.eks.ved at forbedre det statiske typesystem. Når noget nyt tilføjes, uanset hvor småt, det er, bærer det en pris i forhold til implementering, uddannelse, værktøjer og opgraderinger. De store ændringer er dem, der ændrer den måde, vi tænker programmering på. Det er dem, vi skal koncentrere os om.«

For mange kokke

Han har også bekymringer angående størrelsen af arbejdsgruppen. På gruppens seneste møde, tidligere i denne måned, var der 160 deltagere.

»Det er svært at holde et konsekvent fokus i en gruppe, der er stor og uensartet. Der er også en tendens til at eksperter designer mere for egen skyld, end for miljøet som helhed.«

Det er heldigvis ikke alt, der er galt med den kommende udgave:

»C++20 ser ud til at kunne blive en stor forbedring. Forholdene for compilere og implementeringer af standardbiblioteker er fremragende og meget tæt på de nyeste standarder. C++ 17 er allerede anvendeligt. Værktøjsunderstøttelsen forbedres løbende. Der er masser af tredjepartsbiblioteker og mange nye værktøjer.«

Bjarne Stroustrup løfter i interviewet også sløret for, hvad han kunne tænke sig for sproget i fremtiden.

»Jeg vil gerne se et C++, der understøtter garanteret og fuldstændig typesikkerhed og resursesikkerhed. Dette bør ikke gøres ved at begrænse anvendeligheden eller tilføje omkostninger, men ved at give udviklerne bedre muligheder for at udtrykke sig i sproget, og forbedre ydeevnen. Det endelige mål vil ikke blive opfyldt lige det samme, eller ved sprogdesign alene. Vi har brug for en kombination af forbedrede sprogfunktioner, bedre biblioteker, statisk analyse og regler for effektiv programmering.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere