Bitcoin-frontfigur fortryder støtte til påstået 'Satoshi Nakamoto'

Gavin Andresen fra Bitcoin Foundation fortryder nu, at han var hurtig til at bakke den selvproklamerede skaber af kryptovalutaen op, Craig Wright op.

Gavin Andresen som er chefforsker i Bitcoin Foundation fortryder nu, at han tilkendegav sin støtte til australske Craig Wright påstand om at være manden bag kryptovalutaen.

Det beretter BBC News, som referer flere blogindlæg.

Craig Wright bekendtgjorde mandag i denne uge, at han var Satoshi Nakamoto - pseudonymet associeret med skaberen af bitcoin.

Samme dag skrev Gavin Andresen, at han var overbevist om, at Wright utvivlsomt havde ret. Nu skriver Andresen i et nyt blogindlæg, at han fortryder det oprindelige indlæg.

Siden Wright har hævdet at være Nakamoto har der været rejst tvivl om validiteten af påstanden.

Fagfolk afviser at kryptonøgler er unikke

Wright hævder at være i besiddelse af kryptografiske nøgler, som kan kobles til de første bitcoin-blokke og dermed til kryptovalutaens skaber. I forbindelse med sin påstand har Wright begået et blogindlæg.

Det indeholder ifølge folk med indsigt i den slags imidlertid kun kryptodata, som enhver kan søge sig frem til i bitcoins åbne hovedbog, blockchain. Og altså ikke nogle beviser.

På Reddit er Wrights påstand blevet diskuteret, kritisk.

Alligevel var Gavin Andresen altså hurtig ude med opbakningen til Wright. Faktisk før Wright havde postet sit indlæg.

»Det var en fejl at gå med til at poste mit indlæg før jeg så hans - jeg gik ud fra, hans indlæg simpelthen ville være en underskrevet besked (underskrevet med de kryptografiske nøgler fra den tidlige bitcoin-block, red.), som enhver let ville kunne verificere,« har Gavin Andresen nu sagt til sikkerhedsforskeren Dan Kaminsky.

»Ekstraordinært bevis«

BBC bemærker dog også, at Wright har bebudet, at han vil komme med et »ekstraordinært bevis« for sin påstand.

Version2-blogger med forstand på kryptografi Poul-Henning Kamp gætter på, at Wrights blogindlæg, som altså ifølge eksperter ingenting beviser, var skrevet i al hast.

»Jeg vil godt vædde 10 flødekarameller på at det ikke var det blogindlæg han havde planlagt, men noget han i tidsnød var nødt til at klampe sammen fordi han havde en deadline - formodentlig i forhold til journalisterne,« skriver Poul-Henning Kamp, som desuden vurderer, at Satoshi Nakamoto i virkeligheden kan være to personer med hver sin del af en passphrase.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Thue Kristensen

skriver Poul-Henning Kamp, som desuden vurderer, at Satoshi Nakamoto i virkeligheden kan være to personer med hver sin del af en passphrase.

"Vurderer" synes jeg er et for stærkt ord. Poul-Henning Kamp's ide er et gæt. Et interessant gæt, men stadig kun et gæt. Det skriver Kamp jo også selv.

  • 2
  • 2
#2 Nicolai Rasmussen

Det minder mig om det gamle citat: Great minds discuss ideas; average minds discuss events; small minds discuss people.

Det geniale ved Bitcoin er ikke navnet på dets opfinder, men derimod de mange problemer det løser. Jeg forstår ikke hvorfor det er vigtigt for nogen hvilken farve snørebånd eller hvilket navn opfinderen har.

Man skulle meget hellere bruge krudtet på de kæmpe udfordringer bitcoin har med at få antallet af transaktioner/tid op på et niveau, der kan bruges til noget. Så kan man overlade gættekonkurrencen med navnet på opfinderen til Udeoghjemme eller Ekstrapladderet.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere