Bitcoin-app vil omgå betalingsterminaler og banker

Illustration: Android Logo
En gruppe studerende har udviklet en ny app, der gør det muligt for to brugere at overføre bitcoins mellem hinandens smartphones ved hjælp af NFC.

En kontaktløs og decentral betalingsløsning baseret på NFC og bitcoins er ved at blive udviklet af en gruppe schweiziske studerende fra University of Zurich.

Løsningen benytter sig udelukkende af NFC-kontakten mellem de forskellige smartphones og omgår dermed behovet for både kreditkort, betalingsterminaler i butikkerne og aftaler med bankerne.

I stedet gør den det muligt for enhver person med en Android smartphone at modtage og sende betalinger med bitcoins og fungerer således også som en mobil online wallet.

CoinBlesk, som appen hedder, udnytter NFC-teknologien til at overføre bitcoins mellem mobilbrugerne. Det foregår ved, at en smartphone fungerer som sælger ved at anmode om et beløb, mens modpartens smartphone opfører sig som betaler. Der er således tale om tovejs-NFC-betalinger, hvor hidtidige løsninger har benyttet sig af envejsmodellen med en sælger (fx kortterminalen i butikken) og en køber (smartphone eller kreditkort med NFC-chip).

Desuden behøver kun en af telefonerne at være koblet op på nettet for at gennemføre transaktionen, hvilket gør det lettere at betale i udlandet, hvor der kan være roaming-afgifter.

Appen understøtter indtil videre kun smartphones med NFC-chip og Android 4.4 (KitKat) eller nyere.

Google åbnede med lanceringen af Android 4.4 i oktober 2013 op for muligheden for Host Card Emulation (HCE) på NFC-telefonerne, der betyder, at betalingskort kan emuleres direkte af apps på telefonen, og ikke behøver at blive gemt på en fysisk chip, som fx simkortet.

Det er mindre sandsynligt, at appen vil kunne bruges på den nye iPhone 6, der som bekendt også har indbygget NFC-chip. Apple har nemlig tilsyneladende valgt at begrænse brugen af chippen til selskabets lukkede betalingssystem Apple Pay indtil videre, hvilket udelukker tredjeparts-apps.

Om det vil ændre sig må tiden vise, men selskabet har tidligere vist sig at lukke app-udviklerne ind i varmen efter noget tid. Da iPhone 5S kom på gaden september sidste år med fingeraftrykslæseren Touch ID, var det i første omgang lukket land for udviklerne. Et år efter tillader Apple nu med iOS 8, at udviklerne kan lave apps, der benytter sig af Touch ID.

CoinBlesk er stadig i en beta-udgave og understøtter indtil videre Nexus 10, Nexus 7, Nexus 5, Samsung Note 3, Samsung S4, LG G3, HTC One (M8) og Sony Experia Z.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Klaus Seistrup

For det første kræver appen at man registrerer sig som ny bruger med email og password. For det andet kræves det at man sender bitcoins til sin coinblesk-konto før man kan sende dem videre fra appen. Det vil sige at man skal stole på at appens udviklere er i stand til at tage vare på ens bitcoins, og dermed fungere som en slags bank. Det har vi set talrige exempler på er en rigtig dårlig idé.

Med apper som fx Blockchain og Mycelium kan man overføre bitcoins ved at scanne en QR-kode på modtagerens telefon. Det er selvfølgelig ikke lisså sexet som NFC, men hvis man alligevel skal stå så tæt sammen at man er inden for NFC-rækkevidde, gør det i praxis ikke den store forskel om overførslen sker via NFC eller ved at scanne en QR-kode. Og både Blockchain og Mycelium kan fungere med importerede nøgler, dvs. at man ikke behøver at overlade den private nøgle til tredjepart.

Så NEJ TAK til CoinBlesk herfra!

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere