Kun 38 procent af folk, der ejer biler opkoblet til internettet, ved, at bilerne indsamler og lagrer en lang række personhenførbare data om dem. Det skriver ArsTechnica.
»Vi kan for eksempel holde øje med, hvor bilen er rent geografisk, samt indsamle data fra bilens tekniske sensorer. På den måde kan man lave en datapakke til olieselskaber, der tillader dem at undersøge, hvilke tankstationer føreren af bilen foretrækker, om han kører tanken helt tom, før han tanker, og så videre,« siger Ben Volkow, der er direktør i Otonomo, til ArsTechnica. Otonomos primære produkt er en platform, der netop kan indsamle og distribuere data fra biler.
Ifølge Volkow selv er bilejere villige til at dele al den data, der indsamles om dem gennem bilens systemer, hvis de får en bid af kagen.
»Det kan enten være gennem mikrobetalinger per solgt data eller per kørt kilometer,« siger Ben Volkow til ArsTechnica.
Han fastslår dog, at det er vigtigt, at bilejerne ved, hvad der indsamles om dem.
Flere biler på nettet
Otonomos indsamlingsplatform rammer ned i en tendens. Et amerikansk konsulentfirma kunne i en rapport afsløre, at der i 2017 blev koblet flere biler med SIM-kort på telefon-netværket end mobiltelefoner, så biler koblet på nettet er kommet for at blive, skriver de i rapporten.
Tidligere undersøgelser fra konsulentvirksomheden Gartner viser også, at omkring 98 procent af nye biler udstyres med et modem, så de kan kobles på nettet. Bilproducenterne siger blandt andet, at man med flere køredata kan give brugerne en bedre oplevelse, blandt andet gennem biler med stadig bedre selvkørende egenskaber.
Men folk stoler ikke på de selvkørende egenskaber. De teknologiske dele, som folk stoler på, som for eksempel baksensorer, kræver ikke adgang til internettet. Spørgsmålet er derfor, om forbrugerne virkelig ønsker at have deres transportmidler på internettet.
Flere udfordringer
De mange opkoblede biler skaber dog også problemer, ikke mindst i forhold til sikkerhed og privacy, erkender Volkow. Men for branchen opvejes det af den enorme avance, der er på datasalg, der i de fleste scenarier ligger på mellem 80 og 90 procent. Det vil sige, at investerer bilbranchen 10 kroner i datasalg og opkobling af bilerne, får de 18-19 kroner igen.
Det er en langt større fortjeneste i forhold til investeringen, end bilbrancen ellers kan se frem til i et konventionelt bilsalg.
ArsTechnica skriver desuden, at man som bruger som minimum bør kunne slå internetforbindelsen fra som forbruger. For en bil kan i stigende grad sammenlignes med en mobiltelefon rent funktionelt, og en mobiltelefon kan man sætte i flymodus, hvis man vil. Det samme bør man kunne gøre med bilerne, skriver ArsTechnica.
Mediet sætter også spørgsmålstegn ved, at det i de fleste tilfælde er bilejerne selv, der betaler for, at opkoblingen til internettet bibeholdes. At de så at sige selv betaler for, at deres bilproducent kan indsamle data om dem.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.