Billig, statslig Umbraco-hjemmeside koster danske webbureauer dyrt

I stedet for at lave en ny milliondyr hjemmeside til hvert ministerium, kan staten fremover bruge en færdig skabelon bygget på open source-systemet Umbraco. Det vil spare både tid og penge - og omsætning hos webbureauerne.

Hvorfor skal hvert ministerium igennem en bøvlet udbudsproces og poste millioner af kroner i udviklingen af en hjemmeside, når kravene ikke er så forskellige fra andre ministerier?

Sådan tænkte man i Økonomi- og Indenrigsministeriet, da et gigantisk udbud om statslige hjemmeside på op til 400 millioner kroner blev skrottet. Ideen med udbuddet var at få en rammeaftale, som de forskellige dele af staten så kunne trække på, uden at skulle igennem et nyt udbud, men det blev alt for kompliceret at samle under én hat.

Læs også: Statslige hjemmesider for 400 millioner kroner står uden rammeaftale

I stedet valgte man i foråret selv at ansætte folk til at udvikle en ny hjemmeside til oim.dk, med den bagtanke, at arbejdet kunne komme andre ministerier til gode også.

Resultatet er blevet projektet Go Basic, hvor en basishjemmeside udviklet i open source-CMS’et Umbraco kan bruges af alle. Det skriver Børsen.

I stedet for et budget på måske 1,5 millioner kroner for en ny hjemmeside til et ministerium, kan man i fremtiden nøjes med at tilpasse Go Basic-hjemmesiden og bruge måske 250.000 kroner undervejs, vurderer specialkonsulent Rasmus Rudolf, der står i spidsen for projektet.

Han har en fortid som teknisk direktør i webbureauet 1508 og blev ansat i maj i staten til at udvikle basis-hjemmesiden.

Lige nu er hjemmeside-skabelonen ved at blive finpudset, men når den er klar, skal projektet udbredes til hele den offentlige sektor - et koncept, der kan koste de danske webside-leverandører mange kroner i tabt omsætning.

Til gengæld kan skattekronerne bruges på andre måder end til at genopfinde det helt rigtige website gang på gang. Og ved at holde projektet under udbudsgrænsen på 1,5 million kroner, undgår de offentlige kunder også besværlige og tidskrævende udbud.

Læs også: Regeringen vil tvinge kommuner til at dele hjemmeside

Læs også: Webekspert: Hul i hovedet at bruge 100 mio. om året på kommunale hjemmesider

Udover Umbraco, som er .Net-baseret og udviklet af danskeren Niels Hartvig, har Rasmus Rudolf brugt Twitter Bootstrap til forskellige standardelementer, for eksempel kommentarbokse, billedkarruseller og lignende.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#4 Mads Grøftehauge

Så vidt jeg kan se, mangler den bare en prominent placeret boks til Google site-søgning for at være brugervenlig at navigere på. Sådan lidt provokerende sagt. ;-)

Det offentlige får ofte på puklen, hvis der 'spildes penge' på (blivende) bygningsarkitektur, så hvorfor bruge krudt på at leve op til nogle krav om 'de rigtige farver' på en (flygtig) hjemmeside.

Mvh. Mads

  • 2
  • 0
#5 Martin Kofoed

"Offentlige investeringer". Smag på det. Når det offentlige sparer penge, er det positivt. Når det offentlige skyder millioner af, kaldes det en kickstart, og det er OGSÅ positivt. De mange millioner til CSC over årene var vel også en slags kickstart af danske arbejdspladser. Dyre hjemmesideløsninger har også beskæftiget mangt en webudvikler. Elektroniske patientjournaler! That's kick start for you! Eller hvad?

Måske skal vi bare kalde det, hvad det er: "offentligt forbrug". Selv om det lyder knapt så innovativt, så er det jo altid positivt at lægge en dæmper på forbruget.

Yderst positivt endelig at se synergieffekter på statslige hjemmesider. Den lå da vist også lige til højreskøjten ...

  • 3
  • 1
#7 Thomas Brodersen

Fra http://oim.dk/indhold/Om-hjemmesiden-oim.dk.pdf :

Teknisk tilgængelighed Det er vores mål, at oim.dk overholder "Statens retningslinjer for offentlige hjemmesiders og netsteders tilgængelighed". Her siger anbefalingerne, at en offentlig hjemmeside skal overhol-de de internationale retningslinjer for tilgængelighed, WCAG (Web Content Accessibility Guidelines), på niveau AA.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere