Billetautomater i Oslo kører på gammel Windows-version: »Det er en tikkende bombe«
Det kollektive trafikselskab, Ruter i Oslo, har billetautomater i hovedstaden, som kører på Windows 2000 Professional.
Det er senioringeniør, Petter Reinholdtsen, center for informationsteknologi på Oslo Universitet, der ifølge digi.no har fundet en billetautomat, der kører på det gamle styresystem.
Produktet er ikke sikkerhedsopdateret siden 2010.
»Softwaren har mange fejl, og de bliver ikke fikset. For én, der ved, hvad man skal gøre, er det nok meget nemt at udnytte systemet. Jeg tror ikke, Ruter forstår alvoren, når det handler om at sikre it-systemer,« siger Petter Reinholdtsen til digi.no.
Senioringeniøren har tidligere fået det svar fra Ruter, at der ikke er noget problem, fordi det hele kører i et lukket netværk.
»Men fikser man et kabel i dette 'lukkede netværk', er det nemt at bryde ind,« siger ingeniøren, der til daglig arbejder med automatiseret drift inden for datatjenester og udstyr.
Ifølge Reinholdtsen ligger netværkskabler til automaterne nemt tilgængelige i betonkasser overalt i Oslo.
Udskiftning forsinket i årevis
Ruter havde oprindeligt en plan om at udskifte Window 2000-maskinerne i 2013, men indtil videre er intet sket. Dengang lød det fra Ruter, at automatproducenterne ikke havde godt nok styr på opdateringer - og man frygtede indtægtstab.
Ifølge sikkerhedsingeniør Arnfinn Strand, Check Point Software Technologies, udgør udstyr med de gamle styresystemer en stor sikkerhedsrisiko.
»Det er en tikkende bombe. Sandsynligvis sker der ikke noget, før nogen faktisk bliver angrebet. De (ansvarlige, red.) skal have en grund, før nogen ser værdien af at erstatte forældede systemer,« siger han til digi.no.
Også mange norske hospitaler sidder på gammel teknologi. I sommer beskrev digi.no, at Oslo Universitet stadig har 5000 XP klienter i sit spind .
Pressekontakt Sofie Bruun, Ruter, svarer, at maskinerne er sikre nok.
