Big Blue: Ekstensivt partnerskab mellem gamle fjender

Tilbage i 80’erne var konkurrencen mellem IBM og Apple indædt, men en ny aftale imellem de to giganter markerer for alvor afslutningen på den gamle fejde og starten på et nyt, tæt samarbejde.

Fra at være en virksomhed, der stort set kun benyttede Wintel-PC’er og Blackberries, går IBM snart over til at være den virksomhed i verden med flest Macbooks – måske bortset fra Apple selv. IBM regner nemlig med at gå fra at have 50.000 til 200.000 Macbooks, hvilket svarer til mere end én Macbook per to medarbejdere.

De erfaringer, som IBM har gjort sig under implementeringen af Apple-produkter, vil virksomheden nu bruge til at yde service til virksomhedskunder, der ønsker at skifte til Apple.

»Vi prøver at vælge de selskaber, der stræber efter at levere noget ganske særligt og samtidig styrker os i det, vi er bedst til. Når jeg tager det mål og holder det op mod samarbejdet med Apple, tror jeg, det (samarbejdet, red.) bliver større og endnu vigtigere i fremtiden,« siger underdirektør i IBM Rod Smith til Wall Street Journal.

Alliancen kommer i en tid, hvor IBM med sine massive 380.000 medarbejdere kæmper for at bevare sin relevans på et marked, der er fyldt med små, innovative IT-virksomheder. IBM har de seneste 13 kvartaler oplevet et overordnet fald i omsætningen, og dette er blot et af de seneste forsøg på at forny den nu 104 år gamle virksomhed.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere