Betalte for fiktivt it-udstyr: Google og Facebook faldt for phishing-svindel for 680 millioner

Illustration: leowolfert/Bigstock
Tech-kæmper blev narret af litauisk mand med falske regninger.

Med falske regninger og e-mail-adresser lykkedes det angiveligt en mand fra Litauen at svindle Facebook og Google for 100 millioner dollars.

Det skriver Fortune, der har gravet i en straffesag, som i sidste måned ledte til anholdelsen af en 40-årig litauer.

Læs også: Rapport: Vækst i cyberspionage - det begynder som en phishingmail

På det tidspunkt lød den officielle anklage på millionsvindel mod to unavngivne amerikanske selskaber. Først nu kan Fortune altså berette, at det ikke er to helt almindelige selskaber, der er faldet for phishing-svindlen.

Ifølge anklagen begyndte den litauiske mand i 2013 at forfalske mailadresser og regninger for at udgive sig for det taiwanske firma Quanta Computer, der leverer dele til en række amerikanske tech-kæmper - herunder Amazon og Apple.

Læs også: Statens Museum for Kunst franarret 805.000 kroner af email-svindlere

Over to år fik han narret Facebook og Google til at betale millionbeløb for ikke-eksisterende computerudstyr. Da svindlen blev opdaget, var beløbet nået op på 100 millioner dollars - omkring 683 millioner kroner - som gerningsmanden ifølge anklagerne har placeret i banker over hele Østeuropa.

Fortune har fået bekræftet fra både Facebook og Google, at de er faldet for svindlen. Begge selskaber har tilsyneladende haft held med at få størstedelen af pengene tilbage.

Læs også: Internettets håndtering af bogstaver gør browsere sårbare over for snydedomæner

»Facebook fik hovedparten af midlerne tilbage kort efter hændelsen og har samarbejdet med ordensmagten om efterforskningen,« oplyser en talsperson til Fortune.

Den litauiske mand står nu til at blive udleveret til USA - en beslutning, der dog modarbejdes af mandens advokat, der ikke mener, at han kan få en fair retssag i USA.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere