Betalte for en anden kundes varer: Nets ændrer funktionalitet i bank-app på iPhone

12. juni 2019 kl. 05:091
Betalte for en anden kundes varer: Nets ændrer funktionalitet i bank-app på iPhone
Illustration: MI Grafik.
Fremover skal iPhone-brugere altid aktivt godkende betalinger på visse terminaler i den wallet-app, som Nets leverer til flere banker.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Når en iPhone-bruger i fremtiden skal betale med den wallet-løsning, Nets leverer til flere banker, skal brugeren godkende betalingen hver gang, uanset sine personlige indstillinger. Hvis den altså foregår via en terminal fra Verifone.

Ændringen sker i kølvandet på en sag, som først blev omtalt i Jyllands-Posten, hvor en kunde i en Rema 1000-forretning endte med at betale for en anden kundes vare via app’en ‘My Wallet’, som foreningen Lokale Pengeinstitutter udgiver, og som Nets er underleverandør til.

Den slags apps kan være sat op på en måde, så betalinger på under 350 kroner – grænsen for, hvornår der altid skal bruges pinkode på chipkort – automatisk går igennem. Og det kan give problemer, hvis telefonen får fat i et Bluetooth-signal fra en betalingskort-terminal, mens en anden kunde er ved at betale.

»Det er en problemstilling, der alene knytter sig til Bluetooth. Fordelen ved Bluetooth er jo netop, at der er et ret stærkt læsefelt. Det med at blive registreret hurtigere og nemmere på lidt længere afstand kan faktisk i mange sammenhænge være en fordel,« siger Nets’ pressechef Søren Winge og henviser til, at ekspeditionen dermed går mere gelinde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omvendt erkender han også, at det er uhensigtsmæssigt, hvis en kunde kan ende med at betale for en anden kunde som følge af et kraftigt Bluetooth-læseområde.

»Så det, der på sin vis er en bekvemmelighed for nogen, kan være en problemstilling for andre,« siger han.

Søren Winge fortæller, at Nets gennem de sidste to år er blevet bekendt med omkring en håndfuld sager, hvor betalinger via Bluetooth og mobiltelefonen har grebet ind i hinanden.

Nets-app kræver godkendelse

Udover at levere wallet-løsninger til flere banker, udgiver Nets også sin egen mobil-app til dankort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Denne løsning anvender Bluetooth på både Android og iOS. Og i Nets’ egen løsning er der allerede indbygget en funktion, så brugeren altid skal godkende købet aktivt på telefonen, såfremt betalingen sker via en Verifone-terminal.

Det er en tilsvarende funktion, Nets nu vil bygge ind i wallet-softwaren, som virksomheden leverer til flere banker. I udgangspunktet dog kun for iPhone, hvor wallet-løsningen anvender Bluetooth, mens den kortrækkende NFC-teknologi bliver anvendt på Android.

Ifølge Søren Winge har Verifone-terminalerne et kraftigt læsefelt, der bevirker, at Bluetooth-signalet kan læses over en større afstand, sammenlignet med de terminaler, Nets selv leverer.

Hos Verifone afviser adm. direktør Chris Lund-Hansen, at der skulle være en særlig problemstilling forbundet med Bluetooth-signalet fra virksomhedens terminaler:

»Det er ikke korrekt, at det her udelukkende handler om læsefelt i forhold til Verifone-terminaler,« oplyser Verifone-direktøren i en skriftlig kommentar, som fortsætter:

»Vi har fra starten af dette projekt meget tydeligt anbefalet over for Nets, bankerne og detailkæderne, at der skal være en godkendelse af betalingen i app’en hver gang, da der altid vil være en lille risiko for, at en kunde før eller siden står og vifter med en mobil foran terminalen.«

Central løsning

Siden Version2 modtog ovenstående svar fra Chris Lund-Hansen, har Nets, Verifone og de banker, Nets leverer en wallet-løsning til, været i dialog om problemet. Og resultatet er altså, at Nets implementerer en obligatorisk bruger-godkendelse, når en betaling involverer en iPhone (der som nævnt betaler via Bluetooth) og en Verifone-terminal.

»Med denne ‘centrale’ løsning slipper forretningerne for at skulle tage aktivt stilling til problemet og lave individuelle opdateringer, hvilket ville give dem alle en opgave og tage længere tid. Så dermed forventer vi at vi kan forebygge, at et tilsvarende problem kan opstå igen,« hedder det i et skriftligt svar fra Søren Winge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis betalingen foregår via Bluetooth og en af de terminaler, Nets selv leverer, vil det være beløbsstørrelsen og opsætningen i app’en, der definerer, hvorvidt brugeren aktivt skal godkende transaktionen.

Pressechefen har ikke noget eksakt bud på, hvornår ændringen træder i kraft men oplyser, at den forventes »implementeret én af de kommende dage.«

Uvist hvor langt

Det er ikke lykkedes at få hverken Nets eller Verifone til at komme med et konkret svar på, hvor langt væk Bluetooth-signalet kan læses i forbindelse med en betaling.

»Men det er selvfølgeligt mere end de 4 cm, som er grænsen for NFC,« siger Søren Winge.

Hos Verifone forklarer Chris Lund-Hansen, at det er svært at forudsige signalets rækkevidde præcist:

»Der sker en kalibrering i forhold til de enkelte mobiltelefontyper, og der er aftalt retningslinjer for hvilke afstande, der må læses og ikke læses (over, red.),« skriver Verifone-direktøren i en mail, og fortsætter:

»Men eftersom det kan være vanskeligt at nå 100 procents præcision (bl.a. på grund af covers mm.), så bør der altid være en godkendelse på mobilen.«

1 kommentar.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
17. juli 2019 kl. 11:11

kunne jeg godt tænke mig at tage en kopi af QR-koden i supermarkedet, og så sidde hjemme (eller stå i hjørnet) og betale tilfældige indkøbskurve med mobilepay.

Jeg har flere gange foreslået McD & co at forstørre QR-koden op til A4-format, så den kan scannes på afstand uden man skal strække mobilen ud af vinduet.

Der foregår ingen dataudveksling mellem kasseapparat og den lille grå boks; mobilen scanner koden, fortæller centralen at den står ved kasse 2 i butik x, kasse 2 sender opkrævningen til centralen, og den sender så videre til den telefon, der har meldt at den er der.

Så det er lige meget om det er en aktiv bluetooth eller NFR eller en passiv QR-kode, der læses af mobilen.