Betalingskæmpe på nettet ramt af nedbrud igen
I juli måned blev DIBS, der leverer betalingsløsninger på nettet, ramt af et stort nedbrud i dagevis. Og nu er den gal igen.
Siden fredag morgen har systemet været så langsomt og ustabilt, at det reelt ikke kan bruges af kunderne, forklarer et af de store e-handels-firmaer i Danmark, Smartguy.
»Vi har haft problemer i 2-3 timer, med svartider på op til fem minutter. Det svarer jo til at være nede, for ingen brugere gider at vente på det. Det er skidt, for så mister du salget,« siger Nicolai Kærgaard, direktør for Smartguy, til Version2.
På DIBS’ hjemmeside kom der klokken 10.30 en besked op under driftsstatus om problemet:
»DIBS kører for øjeblikket ustabilt. DIBS-administrationen er for øjeblikket utilgængelig,« fremgår det af meddelelsen.
Version2 har kontaktet DIBS for en uddybning og afventer svar.
Problemerne får nu Smartguy til at sætte en nødplan i gang.
»Vi er nødt til at have et alternativ, for vi ved jo ikke, om det varer to dage ligesom sidst. Det ligner meget samme problem, hvor deres load-balancer gik i selvsving. Så nu kommer det til at gå stærkt for os at skifte over til andre betalingsstyper,« siger Nicolai Kærgaard.
Smartguy vil derfor nu tilbyde kunderne at vente med at betale og i stedet få en faktura sammen med varen, som skal betales i løbet af 14 dage.
»Vi giver dermed 14 dages gratis kredit. Men den måde at betale på er helt normal i Sverige, hvor det er 40 procent af betalingerne, som sker sådan. I Danmark er vi blevet vant til kun at bruge Dankort, når vi handler på nettet,« siger han.
Opdatering: DIBS driftstatus melder kl. 11.30, at systemerne er online igen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.