Der er fortsat kamp om kunderne for at blive den dominerende betalingsform på mobilen. I sidste uge valgte Danske Bank at skrotte et planlagt gebyr på MobilePay for at sikre flere kunder. Og nu annoncerer MobilPay-konkurrenten Swipp, at selskabet smelter sammen med betalingsløsningen Paii.
Swipp har tidligere haft det imod sig, at kun kunder i de over 60 pengeinstitutter kunne anvende appen. Det ændrer sig nu med opkøbet af Paii, som kan anvendes uanset, hvor man har penge stående.
De nu sammensmeltede selskaber vil arbejde frem mod at gøre mobilbetaling til en mulighed i supermarkeder. Løsningen skal integreres direkte i kasseapparaterne i detailkæderne, lyder det fra administrerende direktør Martin F. Andersen.
Paii, der gik i luften i februar i år, er udviklet af teleselskaberne TDC, Telenor, Telia og 3. Bestyrelsesformanden for Paii, Flemming L. Jensen er tilfreds med salget.
»Samtidig har vi i ejerkredsen draget den konklusion, at betalinger ikke er teleselskabernes kerneforretning på samme måde, som det er for bankerne. På den baggrund er det den rigtige beslutning at sælge Paii til Swipp,” forklarer han i en meddelelse.
Købet af Paii vil i første omgang kun betyde lidt for kunderne, men der vil i 2015 blive lanceret en ny udgave af Swipp-appen, meddeler selskabet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.