Bernie Sanders tilslutter sig Snowden-koret
Skal tommelfingeren vende op eller ned?
Presset på den afgående præsident Barack Obama stiger i sagen om vor tids største whistleblower, Edward Snowden, to dage efter, at Edward Snowden appellerede til Obama om en benådning i The Guardian.
I The Guardian tilslutter en række prominente navne sig koret for eksilamerikanerens benådning med den tidligere præsidentkandidat Bernie Sanders i spidsen.
»Den information, som Edward Snowden åbenbarede, har givet kongressen og det amerikanske folk muligheden for at forstå, i hvilken grad NSA har misbrugt sin autoritet og krænket vores konstitutionelle rettigheder,« siger Bernie Sanders.
Ifølge den populære demokrat skal Edward Snowden dog stadig stå til ansvar for at have forbrudt sig på loven.
»Mens Snowden spillede en vigtig rolle i at uddanne det amerikanske folk, er der ingen tvivl om, at han også brød ent løfte og begik en kriminel handling. Efter min mening tjener vi retfærdigheden bedst, hvis vores regering giver ham en form for benådning eller en tilståelsesaftale, som vil spare ham for en lang fængselsdom eller permanent eksil,« lyder appellen fra Bernie Sanders.
Maks. tre års fængsel
I benådelseskoret er også skuespiller Susan Sarandon, den tidligere Monthy Python-helt Terry Gilliam og tidligere whistleblower ved Pentagon-papirerne Daniel Ellsberg.
»NSA og den amerikanske regering har endnu ikke bevist, at den information, Snowden lækkede, har voldt nogen skade,« siger Daniel Ellsberg, der er i personlig kontakt med Edward Snowden.
»Han har sagt til mig, at han er villig til at komme hjem og tage et, to eller muligvis tre års fængsel i forbindelse med en tilståelsesaftale, men så vidt jeg ved, har de ikke tilbudt ham en.«
En stor fejltagelse
Det er dog langtfra alle amerikanere, der mener, at Edward Snowden fortjener en hædersmedalje eller nogen form for benådning. Tidligere chef for NSA Michael Hayden mener, at Snowden må tage sin straf.
»Det ville være utroligt uklogt af vores præsident at tilbyde en benådning. Præsident Obama og hans forgængere er afhængige af mere end 100.000 folk i den amerikanske efterretningstjeneste, de mennesker, Edward Snowden forrådte. Enhver præsident, der stiller sig på linje med Snowdens appel i denne sag, vil forårsage enorm skade på ånden og moralen hos efterretningstjenestens folk,« tordner Michael Hayden.
Barack Obamas betænkningstid løber ud i januar, hvor enten Donald Trump eller partikammeraten Hillary Clinton overtager præsidentembedet og dermed beføjelserne for benådning.
