Berlin etablerer nu gratis offentligt 1 Gbps wifi

Først New York, nu Berlin. På den igangværende Cebitmesse har Vodafone annonceret at man går i luften med 1 Gbps-wifi fra tre hotspots i Berlin.

Berlin får nu lige som New York også et gratis offentligt gigabit-baseret wifi. Det blev annonceret på den igangværende Cebitmesse i Hannover.

Som Version2 tidligere har omtalt er der ved at blive rullet wifi-standere ud i New York, som forsyner beboere og besøgende med gratis wifi i en rækkevidde op til 50 meter fra standeren, som også anvendes til reklame.

LinkNYC har som ambition at etablere mindst 4.450 wifi-standere i 2020. Indtil videre er ifølge dette kort omkring 30 aktive standere, mens yderligere ca. 30 er under etablering.

Standerne er koblet op på en Gbps-fiberforbindelse og leverer wifi via 802.11ac-standarden. Desuden er der adgang til en USB-oplader, gratis taleopkald, og standeren indeholder også en tablet til surf og kig på bykort.

Kort over aktive LinkNYC-access points i New York

Berlin har siden 2012 tilbudt gratis wifi, men nu tager tjenesten altså et spring op med en download hastighed på 1 Gbps og upload 600 Mbps på tre udvalgte steder i byen, nemlig ved Kurfürstendamm, ved det tyske parlament og tæt på Brandenburger Tor.

Cisco har leveret netværksudstyret til to af basestationerne mens AVM har leveret til den tredje.

Ifølge visitberlin.de har byen allerede 100 offentlige wifi access points, som tilbyder en halvtimes gratis direkte wifi-adgang uden forudregistreting. Her er der dog endnu ikke tale om en Gbps-opkobling.

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen