Belgiske myndigheder vil sagsøge Google for manglende sløring

En række 'sløringsværdige objekter' er synlige i fuld opløsning i Google Maps.

De belgiske myndigheder vil sagsøge Google på grund af, hvad der fremstår som uenighed om sløringen af selskabets satellitbilleder af 'sløringsværdige' objekter.

Ifølge nyhedstjenesten Reuters er det en talsperson for forsvarsministeriet i Belgien, som siger, at ministeriet vil sagsøge Google.

Terrorfrygt

Det ser ud til, at det er det belgiske medie LaCapitale, som først har omtalt denne sag. Det fremgår, at det er muligt at bruge Google Maps til at studere for eksempel den belgiske Kleine-Brogel-lufthavn, hvor der angiveligt opbevares amerikanske atomsprænghoveder. I artiklen antydes det, at dette kan være et terrormål for jihadister.

Billederne af lufthavnen i Google Maps er noget skarpere end de tilsvarende billeder i Microsofts Bing Maps. Men heller ikke der er der brugt pixelering.

Det fremgår tydeligt på dette billede fra Google Maps, hvor pixeleringen af et norsk forsvarsanlæg starter. Illustration: Screendump, Google Maps

Andre anlæg, som er blevet nævnt i denne forbindelse, er det nye Nato-hovedkvarter i Evere og kernekraftværkerne i Doel og Tihange, som alle ligger i Belgien. To af disse tre er desuden gengivet i 3D.

LaCapitale-artiklen befinder sig bag en betalingsmur, men sagen citeres også af andre belgiske aviser.

»Forsvaret har bedt Google om at skjule de pågældende steder. Efter at have opdaget, at dette ikke er blevet gjort, vil forsvaret lægge sag an mod Google,« siger en repræsentant for det belgiske forsvars pressetjeneste til mediet Sudpresse.

To år

Ifølge et andet belgisk medie, HLN, skal det være to år siden, Google fik forespørgslen fra det belgiske forsvar.

Hvorfor Google ikke har sløret anlæggene er uklart. I Google Maps er de fleste højopløselige billeder af mange militæranlæg i en række andre europæiske lande pixeleret.

»Tæt samarbejde«

Google fremstår som uforstående over for det kommende søgsmål.

»I løbet af de seneste to år har vi samarbejdet tæt og konstruktivt med dem og foretaget justeringer af vores kort der, hvor det kræves, og hvor der er et juridisk rammeværk for dette,« siger Michiel Sallaets, en talsmand for Google i Belgien, ifølge HLN.

*Denne artikel stammer fra digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere