Bekræftet: Samsung lancerer nyt smartphone-styresystem i 2013
Den koreanske elektronikgigant Samsung har bekræftet, at virksomheden er på vej med de første telefoner baseret på mobilstyreystemet Tizen. Det skriver The Next Web
»Vi har planer om at frigive nye, konkurrencedygtige Tizen-enheder i indeværende år og vil fortsætte med at udvide produktlinjen afhængig af markedsforholdene,« lyder det i en e-mail fra Samsung til Businessweek.
Tizen er et Linux-baseret styresystem, der bygger på ruinerne af styresystemet Meego, der igen byggede oven på Intels Moblin og Nokias Maemo. Tizen har i lighed med Mozillas mobilstyresystem Firefox OS valgt at bygge app-tankegangen op om HTML5-standarden. Ud over Samsung nyder Tizen opbakning fra blandt andre Intel.
Ifølge The Next Web kan satsningen på Tizen ses som et forsøg på at gøre sig mere uafhængig af Googles Android-platform, der er styresystemet på Samsungs topsællert Galaxy S III , ligesom Samsungs løfte om at producere Windows Phone 8-baserede enheder kan tolkes derhen også.
Nyheden kommer umiddelbart efter, at sløret var blevet løftet for endnu et open source mobilstyresystem baseret på Linux: Canonical annoncerede således onsdag Ubuntu til smartphones.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.