Opdateret 11:00 med bekræftelse fra Samsung.
Batterier, der eksploderer under opladning, har fået Samsung til at tilbagekalde den nye Galaxy Note 7-phablet over hele verden og sætte nye sendinger på pause.
Ifølge det koreanske nyhedsbureauet Yonhap udsteder Samsung nu et totalt og verdensomspændende tilbagekald af den nye telefon.
Indtil nu er over 400.000 enheder solgt i Korea siden lanceringen den 19. august, skriver The Korean Herald.
Samsungs talspersoner bekræfter, at selskabet nu vil tilbagekalde telefonen og give kunder en ny. Det burde ellers være tilstrækkeligt at skifte batteriet, der altså i flere tilfælde er brudt i brand under opladning. Ifølge selskabets egne undersøgelser gælder problemet kun 24 ud af 1 million enheder, men 35 personer på verdensplan har rapporteret om eksploderende batterier.
Samsung har samtidig stoppet nye forsendelser af telefonen. Ifølge The Verge har britiske forhandlere fået besked på ikke at sælge telefonen, der skulle være udkommet i næste uge.
Samsung undskylder på et pressemøde for tilbagekaldet. Læs den samlede udtalelse fra Samsung her:
Meddelelse om Galaxy Note 7
Hos Samsung er det særdeles vigtigt for os, at vores produkter er af højeste kvalitet og hver indberetning om et produkt tages meget alvorligt. Som et resultat af de seneste indberetninger om Galaxy Note7 har vi gennemført en omfattende undersøgelse, og har fundet ud af, at der er et problem i forhold til batteriet.
Indtil i dag (d. 1. september 2016) har vi modtaget 35 indberetninger på verdensplan og sammen med vores leverandører, gennemfører vi nu detaljerede undersøgelser for at identificere de batterier, som kan være påvirkede. Da vores kunders sikkerhed altid er det vigtigste for Samsung, har vi derfor også stoppet salget af Galaxy Note7.
De kunder der allerede har modtaget deres Galaxy Note7, vil få deres telefon udskiftet med en ny i de kommende uger.
Vi forstår, at dette påvirker mange mennesker, men det er en måde at sikre, at vi fortsat kan levere produkter af den højeste kvalitet til vores kunder. Sammen med vores partnere arbejder vi nu for at sikre, at denne proces går så hurtigt og problemfrit som muligt.