Mens de fleste af verdens store producenter af Android-telefoner er endt med at betale licens til Microsoft for hver eneste telefon, har Android-lilleputten Barnes & Noble valgt at kæmpe med næb og klør for at holde Microsoft fra døren.
Barnes & Noble er kendt som forhandler af bøger og anden underholdning, men står også bag e-bogslæseren Nook, der inderst inde kører Android. Og Microsofts krav om licensbetaling for patenter, som Microsoft mener Android krænker, har fået Barnes & Noble på barrikaderne.
I stedet for at lægge sig fladt ned har Barnes & Noble anklaget Microsoft for ublu metoder og afpresning, der skal svække Android-platformen, og er klar til at tage den juridiske kamp.
Microsoft har svaret igen ved at forsøge at stoppe salget af Nook-læseren i USA, og det har fået Barnes & Noble til at klage til de amerikanske konkurrencemyndigheder. Det skriver Bloomsberg.
I brevet, der blev sendt af sted i oktober, skriver Barnes & Noble blandt andet, at Microsoft er på et togt mod Android-producenter, med brug af trivielle og forældede patenter, i et forsøg på at hæve konkurrenternes omkostninger og begrænse innovation.
Licens-kravet, som Microsoft har stillet Barnes & Noble for at krænke fem patenter, bliver ikke offentliggjort, men beløbet svarer til, hvad Microsoft tager for brugen af Windows Phone 7.