Bankfilialer bruger 23 år gammel Wordperfect 5.1
Når et dokument om lån eller nye konti skal printes ud og underskrives hos Nordea, sker det med hvide bogstaver på en blå baggrund, med tastaturgenveje i stedet for dialogbokse.
Dokumentet skal nemlig igennem softwareklassikeren Wordperfect 5.1 til DOS, som tilbage ved lanceringen i 1989 blev en kæmpe succes.
Skal bankens ansatte selv forfatte et brev, sker det dog i tekstbehandling af nyere dato, forklarer banken.
»Vi bruger Wordperfect 5.1 i visse sammenhænge, men vores generelle tekstbehandling er Microsoft Office 2010,« siger Hans-Henrik Eigtved, chef for it i retail-delen af Nordea, til Version2.
Skal der forfattes et normalt brev eller dokument, sker det med Office, men de fleste automatisk genererede dokumenter kører gennem Wordperfect. De it-systemer, som styrer kontobevægelser, lån og lignende har nemlig også mange år på bagen.
»Vi har en forfærdelig masse standardformularer - brevskeletter, produktaftaler og så videre – med integration til de faste, juridiske formuleringer og til vores grundsystemer, hvor man henter stamoplysninger om kunden. Og den integration løser Wordperfect stadig udmærket,« siger Hans-Henrik Eigtved.
Hvis et standardbrev skal laves om, eller nye oprettes, sker det med integration gennem nyere software, men der er ingen planer om at bruge tid og penge på at flytte alle de eksisterende formularer væk fra Wordperfect.
»Vi har aldrig operationelle problemer med Wordperfect. Det er stabilt og billigt, så vi har ingen business case for at lave det om. Så vil vi hellere bruge pengene på noget andet,« siger it-chefen.
En anden grund til ikke at lave for meget om er fremtidsplanerne om en fuld digitalisering af arbejdsgangene.
Drømmen er, at en kunde i stedet for stakkevis af papirdokumenter, der skal underskrives i hånden, kan klare den opgave digitalt, og når den tid kommer, skal det hele alligevel laves om.
»Så er der ingen grund til at flytte standardformularerne til et andet system nu, gennem et ekstra mellemled,« siger Hans-Henrik Eigtved.
I bankverdenen er 23 år gammel software ikke noget særsyn, for her lægger man vægt på, at alt kører bundstabilt og skifter sjældent de grundlæggende systemer ud.
»Der er mange af de store grundsystemer i finansverdenen, som nemt bliver 20 år gamle. Et kontosystem har for eksempel en lang levetid. Det laver man ikke lige om hvert tredje år,« forklarer han.
Men Wordperfect 5.1 kan dog godt risikere en tvungen pensionering, fordi det skal bruges på desktoppen hos de ansatte.
»På et tidspunkt skal vi væk fra Wordperfect, for når vi opgraderer styresystemer, kan der være tekniske grunde til, at det er nødvendigt. Så må vi tage det sidste hug,« siger Hans-Henrik Eigtved til Version2.
