Banker udsætter ny digital signatur for at køre flere tests

6. august 2009 kl. 11:02
Banker udsætter ny digital signatur for at køre flere tests
Illustration: Lars Refn.
Den nye digitale signatur, NemID, bliver klar til november, men den store lancering er udskudt til februar, fordi bankerne har brug for mere tid til at teste løsningen.
Artiklen er ældre end 30 dage

Der bliver ingen storstilet lancering af den nye danske digitale signatur, NemID, til november, sådan som det ellers oprindeligt var planen. De danske pengeinstitutter vil nemlig være helt sikre på, at de får gennemtestet systemet, og de forventer derfor først at være klar til februar.

Det betyder ikke, at NemID som sådan er forsinket, men borgerne kan først for alvor bruge signaturen til både det offentlige og bankerne til februar i stedet for november.

»Vi arbejder på at blive færdige efter vores tidsplan, men vi har ikke indflydelse på vores kunder,« siger kommunikationschef Jette Knudsen fra DanID til Version2.

DanID står for udviklingen af NemID, mens det op til de enkelte kunder at implementere løsningen i forhold til deres systemer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det er et stort projekt med mange små hjørner, der skal passe sammen. Bankerne siger, at testforløbet skal være længere. Det er fint nok, vi har kun én chance. Det er mere vigtigt, at vi får en overlegen løsning, end at vi overholder en deadline, vi selv har sat,« siger Jette Knudsen.

Danske Bank oplyser ligeledes til Version2, at bankerne vil sikre sig, at systemerne fungerer 100 procent fra den første dag. Derfor har man valgt at forlænge testforløbet. Banken vil dog ikke nærmere ind på, hvilke dele der kræver en grundigere test.

Den udskudte lancering hos bankerne betyder, at de offentlige institutioner må vente til februar, før bankerne er med til at skabe den kritiske masse, som skal gøre den nye digitale signatur attraktiv for borgerne.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger