Singapore-banker vil overføre penge via sociale medier

Flere banker i Singapore samarbejder om en ny betalingsservice, der via sociale medier giver kunder hurtig mulighed for pengeoverførsler. Privatlivets fred og tilid til banksystemet er væsentlige overvejelser, man bør gøre sig, mener McKinsey-konsulent.

Flere banker i Singapore samarbejder om en ny service, der vil gøre kunderne i stand til at overføre penge via deres Facebook eller Twitter-konto. Det betyder, at kunder ved overførsler for fremtiden slipper for at foretage sig andet end blot at vælge en ven på listen.

Det skriver Financial Times.

Servicen er en videreudvikling af bankernes interne eksisterende system FAST. Den første sociale medie-prototype lanceres efter planen i begyndelsen af 2017.

... og sikkerheden?

Udsigten til at parre sociale medier og pengeoverførsler får det muligvis til at risle koldt ned ad ryggen på en it-sikkerhedskonsulent.

Endnu befinder vi os da også på et tidligt stadie, når det gælder brugen af sociale medier som verifikation af bankkunders data, siger en analytiker på områder til Financial Times.

»En vigtig overvejelse er privatlivets fred. Selv for millennium-segmentet - som er det mest aktive på Facebook - er det afgørende, at der er tillid til banksystemet, og der hersker tvivl om, hvorvidt det at benytte et Facebook-ID til at bruge sin bank er sikkert nok«, siger H.V. Vinayak, analytiker i bankdrift hos konsulentfirmaet McKinsey.

Til stor gavn for iværksættere

Udviklingen med at forkorte led i betalingsoverførsler ses over det meste af verden.

Artiklen i Financial Times fremhæver Danmark og Storbritannien som eksempler på steder, hvor store dele af befolkningen med succes har taget imod de nye mobile betalingsløsninger. I Danmark har næsten tre millioner allerede downloadet Danske Banks betalingsapp MobilePay. I Indien har banken Axis Bank allerede eksperimenteret med en app, der tilbyder pengeoverførseler via WhatsApp, Facebook og Twitter.

Læs også: Apple Pay kan snart lande hos danske forbrugere

I alle tilfælde betyder den mere mobile tilgang til pengeoverførsler, at pengeflowet i samfundet decentraliseres til flere afkroge, lyder det fra Christophe Uzureau, analytiker ved Gartner i Hong Kong.

»Som iværksætter kan du oprette direkte finansieringskampagner på Facebook. Arrangører af skolerejser kan på Facebook se, hvem der har betalt. Et flyselskab kan bruge Facebook-ID i stedet for kontanter eller værdikuponer til at refundere billetprisen ved forsinkelse. Det er mere fleksibelt, og det sænker omkostningerne«, siger han til Financial Times.

Singapores FAST-system er tilgængelig hos 20 forskellige banker i bystaten.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere