Bank-automatisering skærer ventetid på lån fra dage til minutter: »Vi er startet med det mest komplicerede«

It-systemer skal overtage flere og flere administrative taste-opgaver hos den danske bank Spar Nord. Første skud på stammen har reduceret kæmpeopgave til otte minutters computerarbejde.

Spar Nord har traditionelt rigtigt travlt, når renten svinger, og boligejere i hobetal vil omlægge lånet til mere favorable vilkår. Omlægning af lån udgør omkring halvdelen af bankens forretning på boligområdet. Og arbejdet kommer altid i bølger, fortæller Spar Nords direktør, John Lundsgaard.

»Alle boligejere vil det samme på samme tid,« siger han til Version2.

Læs også: Blockchain kan spare banker for millioner i kampen mod svindler-kunder

Samtidig er processen kompleks, fordi boligområdet er den bankopgave, der kræver mest kontakt med andre parter, forklarer John Lundsgaard.

Fra dage til minutter

For at lave et nyt tilbud om lån skal der indsamles data fra realkreditinstitutter, fra tinglysning, fra RKI og BBR og eventuelt fra boligadvokater.

Dertil kommer information fra bankens egne databaser, validering af data og bestilling af lånepapirer. Alt i alt kan hele øvelsen tage op til 14 dage at gennemføre.

Den flere dage lange venteperiode på låntilbud har tidligere givet problemer - for eksempel hvis kursen når at ændre sig i mellemtiden, og kunden derfor pludselig skifter mening.

Dertil kommer, at de mange informationer, der skal skifte hænder eller indtastes manuelt, øger risikoen for fejl.

Læs også: Nets efter sag om massespærring: Bankerne skal spærre NemID ved mistanke om svindel

Men med automatiseringen, som Spar Nord har gennemført, er behandlingstiden nu reduceret til mellem otte og tolv minutter. Hvor banken før kunne håndtere maksimalt 32 boliglån på en dag, er grænsen nu løftet til 280.

»Det har betydet, at vi fra kundernes synspunkt nu er lynhurtige til at producere et låntilbud. Hvis du sidder i en filial, så kan vi stikke dig en kop kaffe. Og inden du er færdig med at drikke den, så har vi et låntilbud klar til underskrift,« fortæller John Lundsgaard.

Mest muligt komplicerede

Automatiseringsprojektet bygger på IBM’s Case Management. Når medarbejderen har indtastet grundlæggende oplysninger, overtager systemet workflowet, indsamler den nødvendige data og printer papirene.

Med boligområdet har Spar Nord startet sin automatisering med det mest muligt komplicerede område, fortæller John Lundsgaard.

»Vi vil gerne lave noget, der kan genbruges. Tanken er at lave løsningen så generisk, at vi kan bruge den på alle andre opgaver.«

Læs også: Dansk IT: Ryd op nu i ugennemskuelig lovgivning - det står i vejen for digitale gevinster

»Hvis du tager fat på en af de mest simple opgaver, du har, vil du ikke kunne bruge løsningen til noget, så snart du skal løse en mere kompleks opgave,« forklarer John Lundsgaard og fortsætter:

»Min antagelse har været, at hvis vi får en løsning igennem på boligområdet, så har vi noget, vi kan bruge på en lang række andre områder.«

Hvis du tager fat på en af de mest simple opgaver, du har, vil du ikke kunne bruge løsningen til noget, så snart du skal løse en mere kompleks opgave.

Oplagt at automatisere regulative processer

Der er ikke nogen grænse for, hvilke data der kan hentes ind - og dermed for, hvor mange processer der kan overtages af computerscripts og algoritmer.

»Opgavelisten er så lang, at jeg ikke kan se bunden af kassen,« siger John Lundsgaard og fortsætter:

»Det er oplagt at kigge på noget af det regulative, vi får kastet i hovedet. For det er nogle omstændige processer,« forklarer bankdirektøren.

Læs også: Nordea moderniserer systemer for milliarder: én it-platform for hele Norden

Spar Nord har ikke et forkromet banksystem, der rummer alle funktioner. I stedet er der tale om mange forskellige systemer, som ofte indebærer, at medarbejdere taster oplysninger ind.

»Og det kunne vi lige så godt få et system til og så lade medarbejderen snakke med kunderne,« siger John Lundsgaard.

Nødvendig floskel

Kunderne er omvendt mere og mere interesserede i at betjene sig selv i videst muligt omfang. Og når de interne processer bliver digitaliseret og automatiseret, så bliver det også nemmere at udvide selvbetjeningen. I den konkurrence handler det blandt andet om tempo, vurderer John Lundsgaard.

»Se på Swipp og Mobilepay. Fra brugerens synspunkt har de den samme funktion. Men Mobilepay kom først og har lavet det lige dét mere lækkert. Og så vælger kunderne det,« siger John Lundsgaard.

Læs også: Swipp erkender nederlag til MobilePay blandt private - satser nu fuldt ud på butikkerne

For at have succes med automatiseringen har der været brug for et tæt samarbejde mellem bankforretningen og programmørerne, påpeger han.

»Jeg ved godt det er en floskel, men i det her tilfælde har det været nødvendigt,« siger han og fortsætter:

»Programmørerne kan jo programmere hvad som helst, men lige præcis det her har de ingen indsigt i.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jørn Wildt

Baseret på egne erfaringer fra andre enterprise-systemer:

  • Opslag i CPR-registeret kan tage alt mellem 30 sek og flere minutter afhængigt af hvor mange forskellige personer man skal hente information fra.

  • Opslag i andre eksterne systemer via et væld af forsellige integrationsteknologier (alt fra FTP og filudveksling over SOAP til diverse enterprise bus messaging). Hver af disse systemer kan nemt have yderligere opslag i yderligere andre systemer osv. Artiklen nævner bla. "skal der indsamles data fra realkreditinstitutter, fra tinglysning, fra RKI og BBR og eventuelt fra boligadvokater.".

  • Fletning af diverse Word-skabeloner eller lignende, hvor der skal eksekveres en hel del kode. Det kan endda være regnearks-skabeloner som skal instantieres med data fra alle de eksterne kilder.

  • Det færdige resultat indeholder jo nok en bunke "papirer" (PDF'er) som også lige skal dannes udfra førnævnte Word-skabeloner og regneark.

Find gerne på flere :-)

Men alt i alt vil jeg gætte på at egen database-tid er det mindste - og at eksterne integrationer fylder det meste.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize