Banedanmark forsinket med sneinformation på Microsofts sky

Det første snekaos denne vinter har ramt Danmark, men Banedanmarks satsning på Windows Azure, for at klare trafikpresset på websiden, er ikke nået at blive klar.

Banedanmark kører i dag med en særlig udgave af hjemmesiden, hvor der kun lige er de mest skrabede trafikinformationer til rådighed. Det sker for at imødekomme den ekstra webtrafik, som forventes på én af de første dage med alvorlige forsinkelser på grund af sne denne vinter.

Det var ellers planen, at Banedanmark skulle have været klar med trafikinformation, som blev understøttet af Microsofts sky, Windows Azure, som skulle kunne skalere til at klare de mange ekstra besøg.

Banedanmarks pressetjeneste oplyser til Version2, at man ikke er blevet klar med Windows Azure-løsningen inden den første sne, selvom netop denne situation ellers var grunden til, at man valgte at flytte ud på en cloud computing-platform.

Man kan se Windows Azure-løsningen på trafikinfo.bane.dk, men går man ind på banedanmark.dk får man blot den simple udgave af webstedet med statiske sider.

En cloud-baseret løsning skulle netop give Banedanmark den fordel, at det er muligt at købe ekstra kapacitet i de få dage om året, hvor der sker en kraftig stigning i trafikken, så man kan fortsætte med at levere den fulde information i stedet for at skulle skifte til et simpelt websted med færre informationer.

Version2 arbejder på at få en uddybende kommentar fra Banedanmark.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere