Banedanmark: Forsinkede tog flytter på Windows Azure inden ugen er omme

Banedanmark blev overhalet af den første sne, inden den nye cloud-baserede hjemmeside er klar, fordi det har taget længere tid at få skrevet ned, hvem der skal gøre hvad, når noget går galt.

Hårde frostgrader og mere end 20 centimeter sne er usædvanligt i slutningen af november, og det er også kommet ubelejligt for Banedanmark, som ikke kun er blevet ramt ude på skinnerne, men også på hjemmesiden.

Mandagens trafiksituation efter weekendens snevejr betød, at Banedanmark var nødt til at køre med en simpel udgave af dets hjemmeside, selvom det netop var situationer som denne, hvor en ny cloud-baseret løsning skulle have hjulpet.

Læs også: Banedanmark forsinket med sneinformation på Microsofts sky

Den nye løsning er baseret på Microsofts platform Windows Azure, men den nåede ikke at blive klar til vinterens første snestorm.

»Det skyldes ikke cloud-platformen. Det er vores egen skyld, fordi vi valgte at tage den ud for at forfine den. Nu er vi blevet overhalet af vinteren. Det er ærgerligt, at det ikke lykkes fra første dag, men jeg er ret optimistisk for, at den er i drift, inden ugen er omme,« siger it-direktør Kenneth Lau Rentius fra Banedanmark.

Han understreger, at forsinkelsen ikke skyldes Windows Azure, men at Banedanmark brugte længere tid på at få løsningen endeligt klar.

Blandt andet kom et udbud af it-drift i vejen, hvor den tidligere leverandør Siemens ganske vist genvandt ordren, men udbudsprocessen forsinkede projektet. Før løsningen kan tages i brug, skal der nemlig være lavet en detaljeret dokumentation for, hvem der eksempelvis skal gøre hvad, hvis noget går galt.

»Det har primært været vores driftsaftaler med Siemens, hvor de eksempelvis skal have et spørgetræ, så hvis der sker noget med systemet, så kan de helt af sig selv finde ud af, hvem de skal kontakte hos for eksempel Microsoft uden vores indblanding,« forklarer Kenneth Lau Rentius.

Processen har været kompliceret, fordi Banedanmark gik fra at have én leverandør, Siemens, i den tidligere aftale til nu at have i princippet flere leverandører, fordi Microsoft også er inde i billedet.

Samtidig har Banedanmark også haft et problem med visse services hos de systemer, som trafikinformationssystemet skal trække data ud fra, hvor en ny antivirussoftware gav konflikter, der nu er løst.

Sidste test på onsdag
Det er planen, at Windows Azure-løsningen helt skal erstatte den nuværende trafikinformation, og derfor ville man i samme omgang også tilføje ny funktionalitet til den nye løsning. Det var også med til at forsinke processen, så Banedanmark ikke havde den nye løsning i luften inden vinterens første sne.

Ifølge Kenneth Lau Rentius vil Banedanmark køre de sidste test af systemet onsdag, hvorefter han forventer at kunne skifte til cloud-løsningen inden ugens udgang.

Windows Azure-løsningen kører allerede i dag, men det er først efter den sidste test, at Banedanmark flytter permanent ud i skyen. I dag kommer brugerne ind på Banedanmarks normale websted, medmindre de går direkte ind på det særlige trafikinformationswebsted.

Næste fase for Banedanmark bliver at overveje, hvorvidt man med tiden skal flytte hele Banedanmarks hjemmeside over på Windows Azure, og hvorvidt den live-opdaterede oversigt over togene, Landets Puls, eksempelvis skal flyttes over på en cloud-tjeneste som Bing Maps.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Carsten Olsen

Med en Windows/Siemens sw. Så skal de opgradere med en af de-hersens Struxnet.

Eller generaldirektøren har så travlt med at starte mobil selskab? (S-More) Eller hvad det nu kommer til at hedde? - at han ikke har tid til, at skaffe tog til tiden?

Men det er altid et sted at starte, at oprette et Windows Azure-arkiv over forsinkelser? Så er der da noget de har styr på?

Så kan de måske, "ad åre" tage fat på tog-driften?

Men så er det jo godt at de i November-December ikke har været ramt af nogen form for sne-problemer. Tekniske-problemer med sporskifte har der i følge P4-Kbh været en del af. Men det var jo bare frosset til.

Og Ja. Jeg ved godt at BaneDanmark er skilt ud fra DSB. Det er blevet så moderne med navne ændringer og sjove selskabs konstruktioner. Men det går nok over inden for en årrække.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere