Ballmer: Tavle-pc'er med Windows 7 er topprioritet for Microsoft

Microsoft skal med på tavle-pc-vognen så hurtigt som muligt. Det understreger direktør Steve Ballmer, som sammenligner indsatsen med den, der skulle til for at få Windows ud på netbookmarkedet.

Apple og Android skal ikke have lov til at løbe med det spirende marked for tavle-pc'er. I hvert fald ikke hvis det står til Microsofts øverste direktør Steve Ballmer.

Microsoft skal ifølge Steve Ballmer nu gøre det til en topprioritet at få Windows 7 ud på tavle-pc'er for at konkurrere med især Apples iPad.

»Apple har gjort et interessant stykke arbejde med at sætte et produkt sammen. De har bestemt solgt flere, end jeg bryder mig om. For os er opgaven at sige, at vi har en masse software og har gjort meget arbejde med touch. Vi er nødt til at få noget til at ske, ligesom vi var nødt til det med Windows på netbook,« sagde Steve Ballmer på Microsofts seneste konference for aktieanalytikere ifølge amerikanske Computerworld.

Den første netbook, som fik større udbredelse, var Asusteks Eee, som i første omgang blev solgt med Linux som styresystem. I dag sidder Microsoft på mere end 90 procent af markedet for netbooks, primært med Windows XP.

Microsoft var først med tavle-pc-konceptet for 10 år siden, men det vandt aldrig indpas uden for særlige nicher. Det ser nu ud til at kunne ændre sig, og nu har Microsoft konkurrence fra både forskellige varianter af Linux, heriblandt Android, HP's WebOS og Apples iOS.

Steve Ballmer ville ifølge Computerworld ikke nærmere ind på, hvornår han forventer, at Windows 7-baserede tavle-pc'er vil være i handlen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Peter Valdemar Mørch

at Balmer tilsyneladende åbent indrømmer at de er bagefter konkurrenterne - og at de også var det med netbooks, synes jeg. Også selvom de så skulle indhente det i fremtiden.

Jeg undrer mig over at han selv er med til at styrke et ry om Microsoft at de ikke er trendsættere - hvilken interesse har han i det? Det forstår jeg ikke.

Peter

  • 0
  • 0
#3 Svend Eriksen

Det er da egentlig ikke underligt. Microsoft har jo også indrømmet, at de er oppe mod nogle gode konkurrenter på smartphonemarkedet. Jeg tror udmærket Microsoft er klar over, at de ikke bare kommer til at vade ind på markedet og dominere det.

Microsoft har egentlig aldrig rigtig været trendsættere. De har taget trends og gjort dem salgbare og ikke mindst brugbare for folk. Det kan man sige om både Windows og Office, der jo ikke var banebrydende, men som alligevel ryddede konkurrenterne af vejen.

Deres modsætning er faktisk Apple, der er mere innovative, men som samtidig insisterer på at have fuld kontrol med alle deres produkter. Apple vil hellere have fuld kontrol end udbredelse af deres software, og der ligner de ikke Microsoft ret meget.

Mit gæt er, at Microsoft ved at implementere deres efterhånden mange produkter vil stå stærkt overfor f.eks. Apple. Her tænker jeg især på Azure, Windows og Office. Jeg tror at de i fremtiden kommer til at spille meget mere sammen, og at de vil stå ret stærkt overfor konkurrenterne.

  • 0
  • 0
#4 Rasmus Pedersen

Er æble innovative fordi de kan putte en ARM RISC processor i en mobil ligesom så mange andre, er de innovative fordi gen-brander tablet som moses tavler? Er de innovative når deres telefoner som HTC kan formes af et stykke metal?

Æbles tid for innovation var tilbage til Apple2, at de kan lave en MP3 afspiller og pudse på lidt bruger flader gør dem i mine øjne ikke innovative.

De kan hype og det er måske de i her mener når vi snakker innovation?

  • 0
  • 0
#5 Anders Thorseth

Apple er innovative når de tager kendte teknologier og sætter dem sammen på en måde som få havde forestillet sig og endnu færre kan se rækkeviden af, hvorefter millioner af mennesker ikke længere kan forstille sig deres liv uden denne eller hin dims. At kalde det Apple laver "hype", er at overvurdere begrebet hype i helt ekstrem grad. Så vidt jeg kan se har apple skabt et milliardmarked for multitouch dimser som simpelthen ikke eksisterede før. Det har de gjort ved at forfine allerede eksisterende ideer (det nogen vil kalde innovation). Hvis man mener at man konstant skal opfinde den dybe tallerken for at være innovativ så er apple ikke innovativ. Er det innovation at tage microsofts forfejlede tabletkoncept og lave det til et brugbart produkt. Er det innovativt at koble en designet mp3-afspiller med et program til organisering af musik og en online musik butik. Det mener jeg, ingen havde ihvertfald gjort det før.

  • 0
  • 0
#6 Jimi Hansen

Bill Gates i 2001: "The tablet takes cutting-edge PC technology and makes it available whenever you want it...It's a PC that is virtually without limits — and within five years I predict it will be the most popular form of PC sold in America."

10 år og flere fallerede Microsoft tablets senere kommer Apple og viser hvordan det skal gøres.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere