Ballerups skoleelever får 104 elektroniske tavler

Ballerups skoler har i løbet af sommerferien fået installeret 104 elektroniske undervisningstavler. Dermed er næsten alle klasselokaler dækket ind med de nye tavler.

Samtlige af Ballerup Kommunes 1.-10.-klasser har i løbet af sommerferien fået nye interaktive, elektroniske tavler af mærket Smart Board.

I alt 104 af slagsen er det blevet til, og det betyder, at næsten alle klasselokaler på kommunens skoler nu har adgang til de elektroniske undervisningstavler, hedder det i en pressemeddelelse fra Ballerup Kommune.

De nye Smart Boards styres af en computer, som læreren kan bruge til at hente sin egen forberedelse eller gå på nettet fra.

Særligt netadgangen skal efter planen få flere elever med i undervisningen og fremme kreativiteten.

»På den måde får vi udviklet en pædagogisk praksis, som vi ikke har kunnet før. Eksempelvis kan vi via internettet nu inddrage informationer, videndele, visualisere og formidle stof på en helt anden måde, end vi har kunnet tidligere,« udtaler Dorrit Christensen, direktør i Ballerup Kommune, i pressemeddelelsen.

Alle kommunens lærere er i samme omgang blevet udstyret med bærbare computere. De er samtidig blevet tilbudt et introduktionskursus, og kommunen har også uddannet en række superbrugere på hver skole.

Også Helsingør Kommune har henover sommeren installeret Smart Board-tavler.

Her var det planlagte antal 535.

**LÆS OGSÅ **535 smartboards på vej til Helsingør: Pumper 120 millioner kroner i digitale skoleelever

Prisen på investeringen i Ballerup er ikke oplyst.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Morten Andersen

En hurtig Google på "+ballerup +fyre +lærere" viser at Ballerup så sent som i april klagede sig over økonomien og måtte fyre 82 lærere og pædagoger. Den danske offentlige sektor i en nøddeskal :)

Ja det er nemt, sjovt og behageligt at bruge andre folks penge på gadgets. Især når man blot kan true/ stjæle sig til pengene over skatten. For kommunernes vedkommende er man sikret en dejlig lun opskrivning med inflation og lønstigning selv i krisetider. Mangler der lidt, og det gør der pga. overforbrug, tager man blot et lån på slavernes regning - så er der også lige til at skrive sine egne lønninger lidt ekstra op og købe iPad's til hele afdelingen. Går det helt galt kan man bare gå ud og klage sig i pressen over hvordan den offentlige sektor bliver udsultet af regeringen.

Der kan ikke være megen stolthed forbundet med at arbejde i denne nassesektor, som lever sit eget liv og qua de mange offentligt ansatte, og dermed "samarbejdsvillige" politikere, primært eksisterer for de ansattes skyld. Man har jo også ansat nye folk i hobetal selv under finanskrisen hvor der er røget 200K private jobs. De offentligt ansatte ved ikke hvad "krise" betyder :)

  • 0
  • 0
#2 Søren Skaarup

Der er mange problemer forbundet med digitalisering i folkeskolen. Men det mest centrale problem er, at det ikke er drevet af en pædagogisk nødvendighed. Det gælder også de elektroniske tavler. Hvad er det for centrale pædagogiske metoder eller læringsmål som teknologien på afgørende vis (afgørende nok til at begrunde investeringerne) sætter os i stand til at nå? Før vi kan give et overbevisende svar på dette spørgsmål, er mange af investeringerne spildt

  • 0
  • 0
#3 Peter BN

Ja, som far til et par børn i Ballerup Kommunes skoler kan man godt undre sig lidt over denne pressemeddelelse.

  1. Skolen - der skal stå for vedligeholdelsen af disse tavler og projektorer der lyser på tavlerne, har ikke budget til at udskifte lampen (pæren). Denne lampe koster jf. læreren kr. 2.200. Da den langsomt mister sin lysstyrke, sidder eleverne til sidst med næsten ubrugelige lysforhold... Dette er sikker super godt for øjnene.

  2. Klasselokaler der har lysindfald på tavlen kan ikke se hvad der vises, da der ikke er mørklægningsgardiner i klasse lokalerne.

  3. Lærerne har alle som en tilbageleveret deres bærbare computer pga. multimedie beskatningen, så de kan ikke forberede sig hjemmefra!

Hvor er udbyttet så henne spørger jeg bare!

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere