Bagmand bag piratserver idømt et års fængsel

27. april 2021 kl. 14:3211
Bagmand bag piratserver idømt et års fængsel
Illustration: Screendump.
33-årig mand har tilstået sin rolle som bagmand i et omfattende fildelingsnetværk.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

En 33-årig mand, der tidligere i år blev udleveret til Danmark fra Marokko, har tilstået sin rolle som bagmand i et omfattende fildelingsnetværk, skriver Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Han er i dag blevet idømt et års fængsel ved Københavns Byret.

Film som ‘Flaskepost fra P', ‘De Standhaftige', ‘Der kommer en dag', ‘Klassefesten 3’ og ‘Alle for Tre’ blev sammen med tv-serier, musik og bøger delt på hjemmesiden ‘Danisbits.org.’ I alt var omkring 78.000 filer i en periode tilgængelige for omkring 30.000 brugere, hvor størstedelen tilgik hjemmesiden fra danske IP-adresser.

En af bagmændene bag hjemmesiden blev i 2020 anholdt i Marokko. Siden blev han udleveret til Danmark i marts, og i dag tilstod han i Københavns Byret sin rolle i sagen og blev idømt et års fængsel. Heraf var tre måneder gjort ubetinget. Manden skal derudover udføre 150 timers samfundstjeneste

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Han har haft en meget indgående rolle i at drive hjemmesiden, der gav de mange tusinde danskere mulighed for at downloade ulovligt materiale. Sammen med et supportteam programmerede, drev og servicerede han de servere, som hjemmesiden kørte på – blandt andet i Holland og Frankrig. Betalinger er sket ved bankoverførsler og i Bitcoin, og der er opnået en millionomsætning. Set i lyset af den meget omfattende rolle som bagmand, er jeg tilfreds med den relativt hårde fængselsdom, som han i dag er blevet idømt,« siger Dorte Frandsen, der er specialanklager hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), også kendt som bagmandspolitiet, der har efterforsket sagen.

Tjente 250.000 kroner på ulovlig fildeling

Det vurderes, at den dømte har tjent 250.000 kroner på kriminaliteten. De penge er nu konfiskeret. Derudover skal den dømte betale 250.000 kr. i erstatning til Rettighedsalliancen.

Rettighedsalliancen anmeldte i 2016 fildelingsnetværket Danishbits, hvor der ulovligt blev delt tusindvis af film, tv-serier, bøger, avisartikler og spil til SØIK. Nogle af filmene blev endda delt forud for deres officielle premiere, hvilket var særligt krænkende for producenterne, der dermed mistede store indtægter for manglende salg.

SØIKs efterforskning viste – med assistance fra Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3) og fra andre landes politimyndigheder – at der var tale om et meget professionelt set-up, hvor både administratorerne og brugerne gjorde sig store anstrengelser for og var meget opmærksomme på at skjule deres rette identitet – eksempelvis ved at betale med kryptovaluta.

Efterforskningen af Danishbits førte til, at den 33-årige dansker blev anholdt og fængslet i Marokko i oktober 2020. I marts 2021 blev han udleveret til Danmark og varetægtsfængslet.

Efterforskningen af fildelingssager og deres brugere fortsætter af SØIKs særlige IPR-enhed (Intellectual Property Rights), der er en national enhed, der efterforsker og strafforfølger overtrædelser af varemærkeloven, ophavsretsloven, designloven, patentloven samt radio- og fjernsynsloven. I december 2020 slog IPR-enheden til mod fildelingsnetværket Asgrd.org, der også er lukket ned.

11 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
11
29. april 2021 kl. 08:53

Den der har skrevet artiklen smider jo bare opdigtede ting ind som fakta.

Nogle af filmene blev endda delt forud for deres officielle premiere, hvilket var særligt krænkende for producenterne, der dermed mistede store indtægter for manglende salg.

Det er blevet bevist så mange gange at dem der downloader alligevel ikke er dem der tager ind at ser dem. Hvorfor bliver ved med at skubbe det falske narativ? Men det er selvfølgelig også nemmere bare at skrive ting end at undersøge dem.

Streaming tjenesterne vokser stadig på bekostning af flow tv. Folk gider ikke have det lort. Det er jo også uhyrligt at betaler 500 bananer eller mere for at se tv med reklamer hele tiden. Men streaming væksten er ikke så god som den har været fordi indholdet ikke længere er tilgængeligt på 1 eller 2 platforme. Nu skal man have en streaming tjeneste fra hver enkelt producent hvilket gør at folk skifter til piratdownload. Hovedårsagen til at folk downloader ulovligt er stadig at det er nemt og man har det hele et sted. Måske rettighedsalliancen ville være bedre tjent med at bruge deres tid konstruktivt og finde en model der virker for deres sponsorer i stedet. Det her er ligesom krigen mod stoffer og det ender på samme måde...

7
28. april 2021 kl. 12:26

Jeg vil mene at det er mere eller mindre tilfældigt at de to beløb er ens. Hvis han havde tjent en million kroner var det en million der var konfiskeret. Han fortjeneste er vel ikke nødvendigvis direkte proportional med antallet af udbudte film/brugere. De 250.000 til Rettighedsalliancen ("erstatning") er nok en vurdering af den fortjeneste de er gået glip af.

6
28. april 2021 kl. 11:30

Det vurderes, at den dømte har tjent 250.000 kroner på kriminaliteten. De penge er nu konfiskeret. Derudover skal den dømte betale 250.000 kr. i erstatning til Rettighedsalliancen.

Skal det forstås sådan at de 250.000, som sådan set må betragtes som værende fortjeneste Rettighedsalliancen ikke har fået, konfiskeres af staten?

Og den dømte så en gang til skal betale det tjente tilbage til Rettighedsalliancen?

5
28. april 2021 kl. 11:11

Lige her synes jeg godt at han kunne havde fået noget mere i straf for jeg tror at han har tjent en hel del mere end de basseører han skal betale.

Det har han nok, men det er jo en tradition.

Når man taler om strafudmåling, så sammenligner man jo med andre forbrydelser.

Her kan man feks. sammenligne med bankdirektører, som har tjent mange mio. på at forbryde sig mod soliditetskrav, og risikovurderinger af kunder.

I den sammenligning er straffen ekstremt hård.

4
28. april 2021 kl. 08:12

Jeg synes at pressemeddelelsen giver et overdrevet indtryk.

Manden har i realiteten kun fået 3 måneders fængsel. De sidste 9 måneder er betinget og så skal han betale DKK 250.000 i erstatning, ligesom han har fået beslaglagt DKK 250.000

Lige her synes jeg godt at han kunne havde fået noget mere i straf for jeg tror at han har tjent en hel del mere end de basseører han skal betale.

Selvfølgelig er det ikke gratis med hardware, strøm, internet med mere – men DKK 500.000 delt på 30.000 brugere – er kun ca. DKK 17 pr bruger og så har de haft omkring 5 år at dele de DKK 17 ud på.

Der er jo ingen som arbejder i årevis gratis – for det er jo i realiteten det som dommen siger. Hvis du skal supportere 30.000 brugere, så har det været et fuldtidsjob.

Jeg tror at han hyler af grin …. Hele vejen ned til den marokkanske bank når han forlader Danmark med en ren straffeattest (ift. rettighedshaverne) og et USB fyldt med Bitcoins som venter på ham i Marokko.

3
27. april 2021 kl. 21:03

250.000 kr. er lidt mindre end "millioner". Men der er uden tvivl flere tjenester.

2
27. april 2021 kl. 19:24

Ja, du har helt ret. På samme måde som der må være en masse produkter der ikke kan købes i butikkerne når det nu kan betale sig for folk at bryde ind og stjæle B&O udstyr for at sælge det videre.

1
27. april 2021 kl. 17:56

Der må jo være et produkt eller 3, filmbranchen og deres legale samarbejdspartnere ikke udbyder, når det ligefrem kan lade sig gøre at lave millioner på denne måde.