De såkaldte ’sextortion’-afpresnings-e-mails, der blev sendt ud til ofre verden over inklusive i Danmark, har indbragt bagmændene mindst 3,2 millioner kroner.
Det skriver Motherboard.
Sikkerhedsfirmaet Banbreach har undersøgt 770 bitcoin wallets, der har været associeret med svindelnummeret, og har fundet frem til, at ca. 230 af dem har modtaget ca. 71 bitcoins i indbetalinger. Det løber op i 3,2 millioner kroner.
Udnyttede gamle password dumps
Ofre for svindelnummeret modtog en skræmmende e-mail, der påstod, at en hacker havde optaget inkriminerende film af offeret, mens vedkommende så porno.
Ønskede man ikke, at en skærmoptagelse af den porno, man så, blev sendt rundt til familie og venner sammen med en webcamoptagelse af, hvad man lavede under seancen, skulle man overføre 1.400 dollars i bitcoin til svindleren.
Mailen fik ekstra kredibilitet, fordi hackeren havde vedlagt et password, som offeret har brugt før. Filmene fandtes bare ikke, og det viser sig, at svindlerne har brugt gamle password-læk til at koble en e-mail sammen med et gammelt password og sende dem samlet som en falsk trussel.
Bagmændene bag svindel-kampagnen er endnu ikke fundet.