Bagedyst-finale ramt af streaming-hop - DR har ingen forklaring
Hvis du så finalen på DR's seersucces Den Store Bagedyst som stream via internettet, så oplevede du måske et par 'hop' i billedstrømmen i tidsrummet mellem klokken 20:41 og 20:43.
»Vores logværktøj opgør det til 5,5% af brugerne, som oplevede problemer i de minutter. Det var kun live streams, som var berørte – ikke OnDemand. Vi har endnu ikke fundet en konkret årsag, men vi er i dialog med leverandøren,« oplyser chef for DR Teknologi Mikkel Müller i et skriftligt svar sendt via DR's presseafdeling.
Han kan desuden fortælle, at der var ca. 24.100 samtidige brugere jævnt fordelt i tidsrummet mellem kl. 20 og 21, hvor finalen blev sendt.
Under rekorden
Her var det højeste træk på kapaciteten 101Gbit/s. Det er et stykke under streaming-rekorden, som var på 250 GBit/s. Det var under X-factor finalen i foråret.
Og derfor mener Mikkel Müller heller ikke, der har været et generelt kapacitetsproblem under Bagedyst-finalen.
DR benytter Akamai CDN (Content delivery Network).
»Akamai kan automatisk fordele belastningen ved mange samtidige streams i et globalt netværk på rigtigt mange servere og kan dermed skalere til meget store peaks, uden vi behøver at ”advare” dem på forhånd. Vi etablerer dog ofte et ekstra beredskab ved store events for hurtigt at kunne reagere, hvis der alligevel skulle opstå problemer,« fortæller Mikkel Müller.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.