Backlog hos Kriminalforsorgen: 17 år gammelt it-system kan ikke følge med loven

Illustration: Torben Eskerod
Kriminalforsorgen har alvorligt brug for et nyt klientsystem, som lige nu er i udbud. Det gamle system kan ikke implementere lovændringer hurtigt nok, og de ansatte må ty til manuelle løsninger.

Kriminalforsorgens system med journaler om de indsattes gøren og laden har svært ved at følge med. Det 17 år gamle system med oplysninger om alt fra fangetransport til håndtering af de indsattes høringssager kan ikke følge med i de lovændringer og ønsker, der skal implementeres.

Kriminalforsorgen arbejder på at få udviklet en hurtigere og mere fleksibel afløser til systemet, og ifølge et projektinitieringsdokument (PID), som Version2 har fået aktindsigt i, er der en backlog på flere hundrede ændringer på kriminalforsorgens område, som ikke er it-understøttet i det nuværende klientsystem.

»Det nuværende system har en alder og er baseret på en teknologi, der gør tilpasninger og udvidelser ressourcetunge og tidskrævende at implementere. Dette indebærer blandt andet, at parallelle implementeringsforløb besværliggøres, hvilket har den konsekvens, at der ikke kan implementeres den mængde ændringer, der reelt set er behov for i Kriminalforsorgen. Dette understøttes af listen af ønskede ændringer, der p.t. løber op i 400 ønsker,« hedder det.

Læs også: Kriminalforsorgen vil have standard-it med specifikke tilpasninger

Hver gang der vedtages en lovændring, der påvirker mennesker i kontakt med fængselssystemet, skal Kriminalforsorgens arbejdsgange afspejle det, og ændringer i for eksempelvis en specifik type indsats rettigheder skal gerne være understøttet i klientsystemet, der bruges til at behandle deres sager.

Tager seks måneder at it-understøtte ændringer

Ifølge PID'en tager det i øjeblikket minimum seks måneder at it-understøtte en ændring i systemet, samtidig med at der kun kan arbejdes på mellem to og fire ændringer samtidig.

»Dette indebærer ofte, at ændrede arbejdsgange påbegyndes uden it-understøttelse med stor risiko for øget sagsbehandlingstid, faldende datakvalitet, lokale løsninger samt mangelfuld statistik til følge. Konsekvensen af dette vil være en øget risiko for faldende datakvalitet, lokale løsninger samt mangelfuld statistik til følge.«

Stine Hegelund Bertelsen er it-direktør i Kriminalforsorgen, og hun forklarer, at der kun er tre såkaldte release-vinduer på et år, hvor leverandøren udgiver bestilte ændringer til klientsystemet.

Sammenholdt med de minimum seks måneders ventetid på en ændring og den noget begrænsede pipeline er det ikke altid, man kan vente på, at systemet bliver lovmedholdeligt.

Stine Hegelund Bertelsen, it-direktør i Kriminalforsorgen. Tidligere kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen. Illustration: Digitaliseringsstyrelsen

»Man kan jo altid it-understøtte noget mere eller mindre detaljeret. Og noget af det, vi indimellem vælger at gøre, fordi vi kan se, at tidshorisonten er for lang, er, at vi udarbejder en vejledning til, hvordan de medarbejdere, der arbejder i systemet, skal registrere givne oplysninger, indtil der kommer en fuld it-understøttelse,« siger hun til Version2.

Den vejledning kan indebære, at man gør mere brug af fritekstfelter i stedet for eksempelvis afkrydsningsfelter, som bliver udviklet til at indhente de samme data mere struktureret

»Der er ingen tvivl om, at vi skal overholde gældende lovgivning. Så er spørgsmålet bare, hvordan vi gør det - får vi det it-understøttet, eller må vi gøre det med andre tiltag, der kan være mere manuelle?«

Det gamle klientsystem blev i sin tid udviklet af det daværende WM-data, der siden blev til Logica, som så blev til CGI.

I dag er det NNIT, der står for videreudviklingen af systemet.

Forsinket afløser

Kriminalforsorgen er i fuld gang med at forberede en erstatning for det gamle klientsystem i et projekt, der kaldes OMS (Offender Management System). Finansudvalget sagde i juni god for at tildele 180 millioner kroner til projektet, og Kriminalforsorgen søsatte udbuddet en måned senere.

Ifølge tidsplanen regner man med at have gennemført udbuddet i starten af 2019.

Læs også: Kriminalforsorgen får 180 mio. kr. til forsinket og fordyret it-projekt

Det nye system skal levere en lang række funktionalitetsforbedringer som integration med CPR-systemet og e-Boks, ligesom det skal være muligt at underrette for eksempel kommuner, når en borger bliver indsat og løsladt.

Derudover er den tunge udvikling en af de primære årsager til, at man køber et nyt system.

»Kriminalforsorgen har haft dette her system siden 2001, så det har mange år på bagen. Men det er blevet udviklet og udbygget hele tiden til at understøtte den aktuelle lovgivning. Så har vi konstateret, at det gerne skulle gå noget hurtigere, end det gør i dag, og det er en af drivkræfterne bag udbuddet,« siger Stine Hegelund Bertelsen.

Projektet er allerede mere end et år forsinket i forhold til den oprindelige tidsplan, ligesom det ser ud til at blive fem millioner kroner dyrere end forventet.

Kriminalforsorgen regner med at gå i drift med det nye system i slutningen af 2021.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder