Båndsløjfe til samråd: Justitsminister gentager standard-forklaring om NSA-overvågning i Danmark

På et samråd i Folketingets retsudvalg forsøgte oppositionen at bore i risikoen for NSA-overvågning i Danmark. Men ministrene holdt sig til deres forberedte standardsvar.

»Der er ikke grundlag for at tro, at amerikanske efterretningstjenester har ulovlige efterretningsaktiviteter rettet mod Danmark og danske interesser.«

Sådan har det officielle svar fra regeringen lydt, hver gang der dukkede spørgsmål om NSA’s massive og verdensomspændende overvågning op, og på et samråd tirsdag eftermiddag i Folketingets retsudvalg, blev den sætning gentaget - med små sproglige variationer - igen og igen.

Justitsminister Karen Hækkerup og forsvarsminister Nicolai Wammen svarede på spørgsmål fra især Pernille Skipper fra Enhedslisten - som havde indkaldt til samrådet - og fra Venstre og Liberal Alliance.

Anledningen var artikler i Information, som beskrev hvordan NSA-dokumenter, lækket af Edward Snowden, beskrev brugen af ’signal intelligence’ ved klimatopmødet COP15 i 2009 i København. Det harmonerer ikke med regeringens standardsvar, mente Pernille Skipper, som efter flere forsøg fik en lille slags forklaring fra Karen Hækkerup.

Læs også: Forsvarets Efterretningstjeneste: NSA spionerede ikke mod danskerne ved klimatopmøde

»Der er jo dokumentation for, med NSA’s egne ord, at NSA har udført Signal Intelligence over for et klimatopmøde afholdt i Danmark. Er det fordi, det ikke er sket, eller at alle andre tager fejl - eller fordi det er blåstemplet af danske efterretningstjenster?« spurgte Pernille Skipper.

»Der kan også være en helt tredje løsning – at der ikke er grundlag for at antage, at der er indhentet ulovlige oplysninger mod Danmark eller danske interesser – og så kan man selv tolke sig frem til det sidste,« lød det kryptiske svar fra Karen Hækkerup.

Det mente Pernille Skipper ikke var godt nok i et demokratisk land.

»Regeringen har den ene sætning - og så må man selv tolke sig frem til resten. Så er spørgsmålet, om det er acceptabelt, at borgerne i et demokratisk samfund skal tolke sig frem. Enten så er alle de her afsløringer, som er kommet fra Snowden, det pure opspind. Eller også sker det med dansk tilladelse. Og så har danske borgere efter min mening krav på at vide det,« sagde hun.

Kafkask med afvisningerne

Også Venstre greb fat i ministrenes standard-afvisning og fandt den i sig selv mistænkelig.

»Det bliver jo lidt kafkask i forhold til afvisningerne. Det kan i sig selv give anledning til at tro, at der foregår alt muligt. Jeg tror, at der foregår en masse overvågning, men lovligt, med danske myndigheders tilladelse, og så er det jo en relevant politisk diskussion, hvad omfanget skal være,« sagde Karsten Lauritzen fra Venstre.

Justitsministeren forklarede på samrådet, at der var meget, som efterretningstjenesterne ikke kunne lægge åbent frem, blandt andet på grund af forholdet til de efterretningstjenester fra andre lande, som man samarbejder med.

»Vi bliver nødt til at erkende, at man ikke kan lægge alt frem og tage en plenardiskussion. Det betyder ikke, at der ikke skal være demokratisk kontrol, og det er derfor, vi har kontroludvalget og andre kontrolinstanser,« sagde Karen Hækkerup, med henvisning til to udvalg, det ene med fem folketingspolitikere fra de fem største partier, som med tavshedspligt kan få mere indblik i efterretningstjenesternes arbejde.

»Vi taler under ministeransvar. Det er ikke sådan, at vi lyver, men der er ting, vi ikke kan lægge åbent frem. Det handler ikke om, at vi ikke vil gøre noget ved overvågning - der gøres mange ting - men det er noget, vi ikke kan lægge åbent frem,« sagde justitsministeren også.

Undervejs i samrådet understregede hun, at hvis andre landes efterretningsfolk skulle arbejde lovligt i Danmark, er det på samme vilkår som PET og Forsvarets Efterretningstjeneste er underlagt, altså at følge retsplejeloven, herunder for eksempel krav om en dommerkendelse, hvis personer skal aflyttes.

Ambassadør kunne ikke afvise overvågning af statsministeren

Et af de spørgsmål, Enhedslisten havde bedt om svar på, var den amerikanske ambassadørs udtalelse i et interview på DR2, hvor ambassadøren ikke kunne afvise, at den danske statsminister blev aflyttet.

»Han kunne ikke sige ’naturligvis overvåger vi ikke den danske statsminister’. Er det ikke bekymrende, at man kan afvise det i forhold til den tyske kansler, men ikke i forhold til den danske statsminister?« spurgte Pernille Skipper.

Justitsministeren gentog den faste sætning om, at der ikke var grundlag for at antage, at amerikanerne ulovligt har efterretningsaktiviteter rettet mod danske interesser - heller ikke mod danske ministre eller danske folketingsmedlemmer.

»Jeg hæfter mig ved, at ambassadøren klart understreger, at alt hvad amerikanerne gør, er koordineret med Danmark,« sagde Karen Hækkerup.

Den generelle diskussion - eller mangel på samme - om overvågning og borgernes rettigheder blev også taget op af oppositionen.

»Der mangler en erkendelse af, at der er et overvågningsproblem i Danmark. Før vi har den erkendelse, kan vi ikke diskutere det. Det er da mærkeligt, hvis Tyskland og de andre lande har et overvågningsproblem - men ikke her. Skal vi virkelig vente på et folketingsvalg, før socialdemokraterne erkender det?« sagde Simon Emil Ammitzbøl fra Liberal Alliance.

Også Enhedslisten bemærkede, at den danske regering - modsat de fleste andre lande - ikke forholder sig til NSA-afsløringerne, men blot gentager, at der ikke er grundlag for at antage, at der sker ulovlig overvågning fra amerikanernes side.

I sin indledende melding forklarede justitsministeren i øvrigt, at der er masser af spionagetrusler mod Danmark og danske interesser - for eksempel mod forsvaret og mod forskning på universiteter og i private firmaer.

»PET vurderer, at en række lande i dag aktivt bedriver spionage mod Danmark. Når der kun har været meget få offentlige sager om spionage i Danmark, skal det ikke tages som et udtryk for, at det ikke sker herhjemme,« sagde Karen Hækkerup.

Se hele samrådet på folketingets webside.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kasper Hovgaard

... eftersom begrundede mistanker, som i alle andre sammenhænge ville resultere i en grundig undersøgelse, fuldstændig ignoreres.

Dette betyder reelt, at den påståede demokratiske kontrol er sat fuldstændig ud af kraft. Med tavsheden gør politikerne (lidt folkeligt udtrykt) indirekte skyldige i potentielt landsforræderi. :P

  • 8
  • 1
Erik Cederstrand

Når dette:

Der er ikke grundlag for at tro, at amerikanske efterretningstjenester har ulovlige efterretningsaktiviteter rettet mod Danmark og danske interesser

og dette:

PET vurderer, at en række lande i dag aktivt bedriver spionage mod Danmark. Når der kun har været meget få offentlige sager om spionage i Danmark, skal det ikke tages som et udtryk for, at det ikke sker herhjemme

åbenbart ikke er i direkte modstrid med hinanden, må konklusionen være, at regeringen er fløjtende ligeglad med vores privatliv og vores virksomheders forretningshemmeligheder, eller at de som minimum ikke har tænkt sig at gøre noget som helst for at beskytte det. Det er på høje tid at tage sine forholdsregler.

  • 8
  • 1
Jesper Kildebogaard

Artiklen er i sagens natur kun nogle bidder fra det timelange samråd. Justitsministeren talte også om, hvordan PET hjælper danske virksomheder med at bekæmpe industrispionage - nogle gange lykkes det at kvæle spionageforsøg i fødslen.

Der er også mange andre lande i verden end USA, så de to udsagn er ikke modstridende.

vh.

Jesper, Version2

  • 0
  • 0
Steen Eugen Poulsen

Oppositionen har selv vedtaget loven der bestemmer hvordan PET fungerer, så når de står og stiller offentlige spørgsmål ved det udmærket godt at regeringen ikke kan give et særligt godt svar.

Det er totalt latterligt show, hvis blå blok var i regeringen, ville rød blok sidde og stille NØJAGTIG de samme spørgsmål.

Fact: Om du stemmer rød eller blå så ændre det ikke noget ved PET.

  • 4
  • 0
Peter Mogensen

Det er jo ikke bare den nuværende regering, der praktiserer at lire forberedte ikke-svar af så man må finde den nærmeste dørkarm og banke panden i.

Alle regeringer gør det.

Der er en eller anden mærkværdig tendens til at uanset hvor gode intentioner politikere har (eller foregiver at have) om at gøre det rigtige, når de er i opposition, så får ministertaburetter dem til at gøre sig ubegrænset tåbelige at høre på for at undgå at svare klart og gøre det rigtige.

Trænger vi ikke til en ombudsmand der af egen kraft kan stoppe sådan et spørge-cirkus og erstatte det med en process, der faktisk når frem til et brugbart svar?

  • 1
  • 0
Anton Lauridsen

Danmark har, som det eneste land i Vesteuropa ikke haft en Gladio organisation. Det ved vi for FE og PET har undersøgt sagen.

Danmark her heller ikke været involveret i Echelon netværket. Det ved vi fordi det er blevet grundigt undersøgt.

Da vi nu udfra erfaringen ved at PET er så effektiv og besidder en så stor integritet er det kun rimeligt at antage at vores efterretningstjenester har kunnet sikre sig at NSA ikke aflytter danskere.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere