Microsofts Steve Ballmer har angiveligt fundet en ny allieret mod rivalen Apple. Ifølge avisen The New York Times har Microsofts og Adobes topchefer holdt et møde, hvor det blandt andet blev drøftet, at Microsoft kunne købe Adobe.
De to selskaber vil af gode grunde ikke kommentere på rygtet, men begge har på det seneste fået en fælles fjende, efter Apples direktør Steve Jobs blankt har afvist, at Adobes Flash-teknologi vil finde vej til Apples mobilstyresystem iOS.
Steve Jobs hævder, at langt de fleste nedbrud, som Mac-brugere oplever, skyldes Flash-fejl, og han har ligeledes hævdet, at Flash bruger for mange ressourcer til at kunne anvendes på mobile enheder.
Microsoft og Adobe konkurrerer dog også med især Microsofts Silverlight over for Adobes Flash.
Hvis Microsoft køber Adobe, vil det formentligt føre til en grundig undersøgelse fra de amerikanske og europæiske konkurrencemyndigheder om, hvorvidt det ville give Microsoft en uretfærdig konkurrencefordel til skade for kunderne.
Microsoft har en betydelig pengetank, og selskabet ville uden problemer kunne købe Adobe kontant til den nuværende markedspris. Imidlertid har Microsoft de senere år været tilbageholdende med store opkøb.