Avis: Danmark hjælper NSA med at tappe fiberkabler

Nye interne dokumenter fra NSA nævner Danmark som et partnerland, som gennem mange år har hjulpet NSA med adgang til fiberkabler. Store internationale ’motorveje’ på internettet går nemlig igennem Danmark.

Internettrafik, der passerer igennem Danmark i de fiberkabler, som udgør internettets rygrad, bliver tappet af NSA via et tæt partnerskab med Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det skriver Information, som kan offentliggøre hidtil tophemmelige interne dokumenter fra NSA via Edward Snowdens læk. Dokumenterne rummer blandt andet et talepapir for NSA’s topchef gennem mange år, Keith Alexander, forud for et møde med danskerne i 2012, hvor samarbejdet bliver nævnt:

»Understreg NSA’s engagement i den særlige adgang og i at assistere FE med at håndtere adgangen. Påmind danskerne om det langvarige NSA-FE-partnerskab om at arbejde med kabeladgang.«

Af andre dokumenter fremgår det, at NSA forsyner Forsvarets Efterretningstjeneste med udstyr til at indsamle data.

Det indikerer tilsammen kraftigt, at Danmark er et af NSA’s partnerlande i samarbejdet Rampart-A, som Information også kan afsløre. Her samarbejder NSA med betroede partnere om at indsamle netop enorme mængder internettrafik via de fiberoptiske forbindelser mellem teleselskaber og på tværs af lande.

Danmark er placeret strategisk godt i forhold til den slags lytteposter, hvis man ønsker at indsamle internetdata fra så mange lande som muligt, fortæller det finske antivirusfirma F-secures forskningschef, Mikko Hyppönen, til Information. Både Google og Facebook har store datacentre i Norden, og derfor passerer også mange tyskeres trafik til disse servere igennem Danmark. En af de fire hovedveje på internettet mellem Rusland og Europa passerer også igennem Danmark.

Også Tyskland er nævnt som partner i Rampart-A i dokumenter, som Der Spiegel kunne offentliggøre tidligere på ugen. Her beskriver dokumenterne en sag i Tyskland, hvor en ikkeindviet medarbejder hos et teleselskab opdagede en af tappestationerne. Den tyske efterretningstjeneste, BND, måtte fjerne udstyret og komme med en ’troværdig dækhistorie’, og teleselskabet tilbød efterfølgende at installere det igen – diskret.

Når NSA på den måde får direkte adgang til datakilder fra andre lande, er der opstillet nogle regler om, at NSA ikke må bruge det til at spionere mod partnerlandets borgere. Men der kan komme undtagelser til den regel, viser dokumenterne, og disse undtagelser er klassificerede, så meget få har adgang til den information.

De indsamlede data bliver filtreret, så data om danskere ikke ryger videre til NSA, har chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Thomas Ahrenkiel fortalt om et samarbejde med NSA i ’et konfliktområde i udlandet’. Men det er en meget grovkornet filtrering, for eksempel ved at frasortere alle e-mail-adresser fra et dk-domæne, fortæller en kilde til Information.

Den amerikanske sikkerhedsguru Bruce Schneier forklarer også, at det ikke hjælper meget, hvis for eksempel Forsvarets Efterretningstjeneste virkelig gør sig umage for at fjerne data om danskerne. Så vil NSA blot få disse informationer via fiberaflytning i andre lande i nærheden, for eksempel Tyskland.

Forsvarsminister Nicolai Wammen vil ikke kommentere de nye oplysninger. Han udtaler skriftligt, at FE samarbejder med andre landes efterretningstjenester, men at samarbejdet sker inden for rammerne af dansk lov.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Martin Kofoed

Og det er så netop Forsvarets Efterretningstjeneste, vi har givet carte blanche til at overvåge alt. Det lyder da fornuftigt(*) ...

Glæden over den droppede pakkelogning hos teleselskaberne holdt som forventet kort.

(*) Der var en gut i radioen i morges, som sagde, at vi danskere ikke længere måtte anvende ironi. Udlændinge kan åbenbart ikke forstå os. Men den går nok på V2 indtil videre ...

  • 28
  • 1
#7 Allan S. Hansen

Og så spilles terror kortet igen for fjernelsen af den frihed som der skulle kæmpes for at udbrede rundt omkring i alverdens brændpunkter.

Hvad hjælper det at forsøge at bringe frihed til andre, når vi fjerner den fra os selv?

  • 10
  • 1
#9 Jakob Hull Havgaard

Det lyder som om at vi snart må rykke de her aftaler væk fra national staterne og op på EU plan. Lige nu kan Amerikanerne bruge en del og hersk strategi. Hvis vi indførte en EU regel der hed at EU borgere skal behandles på samme måde som landest egne borgere når det gælder data udveksling, så ville vi ikke kunne sælge oplysninger om polakkerne, tyskerne og svenskerne, og polakkerne, tyskerne og svenskerne ville ikke kun sælge oplysninger om os.

  • 9
  • 0
#11 Einar Petersen

Det kan man ikke - Muligheden for privacy og anonymitet er hjørnesten i Demokratiet. Disse hjørnesten har politikkerene behændigt eroderet således at der i dag er meget lidt reelt chance for at holde hånd i hanke med hvad der foretager sig. Politikkerene har glemt at de rent faktisk er ansat af folket til at varetage folkets interesser. I stedet opfører de sig som de gamle magthavere/konger/kejsere og andet pak som kun for egen vindings skyld og magt levede og som højt og flot.... på folket.

Førend den garde der huserer på Kristiansborg væltes totalt og sættes ud af spillet, dvs. fratages al magt og indflydelse vil du kun komme til at se stadige forværringer af dine frihedsrettigheder indtil den dag du kan vælge imellem mundkurven eller kuglen hvis du står i vejen.

Demokrati er noget millioner døde for og i løbet af få år har magtliderlige politikkere og embedsmænd skyllet det ud med badevandet.

3D Full Immersion Oplevelsen der genereres om et par hundrede år baseret på metadata og webcrawling vil komme til at blive kaldt "En sørgelig affære..."

  • 4
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere