Det tjekkiske it-sikkerheds- og antivirusfirma Avast tjener ikke kun penge på at beskytte brugeroplysninger på selskabets 400 millioner kunder.
Virksomheden sælger også information om brugernes vaner for internet-browsing, og det har den gjort siden 2013.
Det skriver Forbes.
Oplysningerne har ført til, at både Mozilla og Opera har fjernet nogle udvidelser fra Avast i deres applikationsbutikker.
»Kan ikke spores tilbage«
Overfor Forbes siger Avasts direktør Ondrej Vlcek, at der ikke er tale om en privatlivsskandale.
Han pointerer, at den brugerinformation, som bliver solgt, ikke kan spores tilbage til den enkelte bruger.
Ifølge direktøren bliver brugeres web-aktivitet høstet af eksempelvis Avast-udvidelser, men før oplysningerne havner på serverne hos sikkerhedsvirksomheden, bliver de renset for personhenførbare oplysninger.
Herefter kan de rensede oplysninger sælges videre som såkaldte »insights« til interesserede kunder.
»Vi tillader absolut ingen af vores annoncører eller nogen anden tredjepart at få adgang gennem Avast til nogen data, der vil give en tredjepart mulighed for at målrette sig mod specifikke individer,« siger Ondrej Vlcek til Forbes.