13 journalisters telefonsamtaler, e-mails og færden på nettet er blevet overvåget af det australske føderale politi uden en dommerkendelse i løbet af de seneste 18 måneder. Det skriver den australske udgave af The Guardian ifølge Berlingske.
For at få adgang til journalisternes data har politiet benyttet sig af Telecommunications Interception and Surveillance Act. En lov, der har til formål at kunne afsløre terrorisme, organiseret kriminalitet samt pædofiliringe. Den gør det muligt at skaffe sig adgang til oplysninger om whistleblowere i myndighederne, der har lækket fortrolige informationer til journalister.
Men ifølge The Guardian så har otte ud af de 13 journalister skrevet kritiske artikler om den nuværende regerings asylpolitik. Der er altså næppe tale om de områder, som loven er sat i verden for at afdække.
Den australske premierminister Tony Abbott arbejder i øjeblikket på at få vedtaget en ny logningslovgivning, The Data Retention Bill. Den kræver, at tele- og internetselskaber gemmer alle data i to år, hvorefter en lang række myndigheder, som eksempelvis skattemyndighederne, kan få adgang til data om alle borgere uden en dommerkendelse.
Den planlagte logningslovgivning fik tidligere på måneden Wikipedia-medstifteren Jimmy Wales til i skarpe vendinger at kritisere myndighederne. Han kaldte det blandt andet et brud på menneskerettighederne.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.