Efter sommerferien møder elever, forældre og lærere på landets folkeskoler en ny måde at kommunikere sammen på, når de skal til at bruge det nye it-system Aula som intranet i stedet for det gamle Skoleintra.
Aula er netop blevet testet af forældre og lærere på otte forskellige folkeskoler, og det modtager ros for at være mere overskueligt og have færre overflødige funktioner end forgængeren. Det skriver DR.
»Min arbejdsgang er blevet hurtigere, fordi man har fjernet rigtig mange overflødige funktioner, så det er blevet meget mere intuitivt, og man farer ikke lige så nemt vild som på Skoleintra,« siger Mikkel Buntzen, lærer på Mørkhøj Skole, til DR.
Også en forælder fra Mørkhøj Skole roser it-systemet for at være mere overskueligt.
Aula er ellers tidligere blevet kritiseret af regeringens stresspanel, som i januar anbefalede at lukke Skoleintra og aflyse det store it-projekt med Aula. Det afviste undervisningsminister Merete Riisager (LA) dog kort efter.