Corona-krisen og statsministerens udmelding om at lukke blandt andet skoler og universiteter ned fik onsdag aften og torsdag morgen forældre til at logge på kommunikationsplatformen Aula i en sådan grad, at den simpelthen brød sammen.
Fredag morgen lyder meldingen fra Kombit dog, at der er kommet styr på situationen, og at leverandøren Netcompany nu kan konstatere normal drift på Aula.
»Netcompany har efterfølgende gennemført forskellige tiltag, der betyder, at det torsdag formiddag igen var muligt at logge på Aula. De oplyser, at der fortsat er normal drift på Aula, og at de ikke forventer yderligere udfordringer i den henseende,« skriver Kombit i en meddelelse.
»Der er fortsat unormalt mange brugere på Aula, men på trods af at der inden for det sidste døgn har været mere end 600.000 brugere logget på Aula, er svartiderne igen tilfredsstillende.«
Ifølge Kombit var det onsdag aften det massive pres fra forældre-logins, der fik systemet i knæ. Herefter blev systemet stabiliseret, mens en hardware-fejl gav problemer igen torsdag morgen.
Kombit vil nu evaluere situationen sammen med Netcompany for at undgå, at noget lignende kommer til at ske i fremtiden.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.