Atea køber kriseramt licensstyring

Atea har købt Software Asset Management-virksomheden Aprismo. Det er fjerde gang i år, Atea har checkhæftet oppe af lommen.

Atea har været på juleshopping og købt virksomheden Aprismo, der er specialister i værktøjer til Software Asset Management. Aprismo har på det seneste haft økonomiske problemer, så Atea har formentlig kunne slå til og gøre en god handel.

»Ja, det er korrekt, at Aprismo er økonomisk udfordret, men vi har købt dem fordi virksomheden passer rigtig godt til os. Jeg ser det som en oplagt win-win situation,« siger direktør for forretningsudviklen i Atea, Martin Trolle.

Købet af Aprismio er Ateas fjerde danske virksomhedsopkøb i år, efter at Atea tidligere på året har opslugt hostingdelen af Mondo, videokonference-specialisterne Calamus og overvågningsvirksomheden AC Sikring.

»Vi omsætter for 4,7 milliarder kroner i dag, og hvis vi skal nå ambitionen om en milliard mere i 2010, skal vi både vokse organisk og akkvisitativt,« siger Martin Trolle.

Han fortæller, at opkøbene er en skøn blanding af virksomheder, der har henvendt sig på grund af økonomisk uføre og virksomheder, der bliver købt, fordi de passer godt ind i Ateas øvrige forretning.

»Vi får mange henvendelser fra virksomheder i øjeblikket om mulige samarbejder eller opkøb. Jeg kan dog love, at vi ikke ser flere opkøb i år, men det er bestemt ikke sidste gang, vi køber op, finanskrise eller ej.

Med det seneste opkøb beskæftiger Atea i øjeblikket omkring 1300 medarbejdere i Danmark. Det er rundt regnet samme antal som i begyndelsen af året, da de ?nyindkøbte? medarbejdere opvejer den naturlige afgang.

»Vi har undgået fyringsrunder, men vi ser meget strengt på, om det virkelig er nødvendigt at genansætte folk, der går på pension eller siger op. Og ved at flytte rundt på medarbejderne, er det lykkes at undgå store kompetencehuller,« siger Martin Trolle.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere