Astralis vinder Dreamhack Masters

Illustration: Screenshot, Dreamhack, Twitch
Danmarks bedste Counter-Strike-hold vandt søndag en turnering for de bedste hold i verden. På vejen til finalen måtte de besejre verdensranglistens nummer 1 og 3.

Det danske Counter-Strike-hold Astralis vandt i går Dreamhack Masters, der blev spillet i Marseilles - og dermed følger en præmiepulje på 100.000 dollars.

Astralis var blandt favoritterne til turneringen, da de ifølge Counter-Strike-siden hltv er det femtebedste hold i verden. Med til turneringen var dog alle hold i verdens top-10.

Astralis kunne løfte Dreamhack Masters-pokalen efter en overbevisende 2-0 sejr i finalen Illustration: Screenshot, Dreamhack, Twitch

Efter rokader på mange af holdene var det svært at spå om, hvem der ville klare sig godt i Marseilles, men danskerne leverede den ene sikre sejr efter den anden.

Astralis tabte faktisk kun et eneste map i løbet af hele turneringen, da de i gruppespillet tabte 14-16 mod Liquid på Mirage, men da det var en 'bedst af tre' gik danskerne stadig sikkert videre med en samlet sejr på 2-1.

Ingame-leader blev MVP

I Counter-Strike-verdenen er Astralis meget anerkendte for de skarpe hoveder, der står for holdets strategi i form af deres træner Danny 'zonic' Sørensen og deres ingame-leader Lukas 'gla1ve' Rossander. De har generelt ansvaret for at holde det kølige overblik, mens resten af spillerne skal sørge for at levere de hurtige og præcise skud.

Finalen var mod ukrainske Na'Vi - og det var spændende at se, hvordan det danske strategiske kollektiv ville håndtere at stå overfor en af verdens bedste spillere, Aleksandr 's1mple' Kostyliev.

Læs også: Teknikken drillede ved Danmarks største eSports-event: Fredag aften gik i sort

I helt usædvanlig stil blev ingame-leaderen Lukas 'gla1ve' Rossander kåret som finalens MVP (most valuable player), da han i løbet af finalens to kampe dræbte fjenden 40 gange, mens de kun fik dræbt ham 29 gange.

I løbet af hele turneringen vandt Astralis 158 runder, mens de kun tabte 73. Hver bane er en 'bedst af tredive', så man vinder ved 16 runder. I tilfælde af. at et spil ender 15-15, spiller holdene seks ekstra runder, men det fik Astralis ikke brug for en eneste gang.

Statsministeren så med

Turneringen blev sendt live på både streamingtjenesten Twitch og på DR3, hvor værterne ikke lagde nogen dæmpere på den rød-hvide begejstring, da Astralis vandt.

I kvartfinalen var der danskeropgør, da Astralis mødte deres gamle holdkammerat Finn 'karrigan' Andersen, der nu er ingame-leader for verdens bedste hold Faze, og den kamp lagde op til dril mellem gamle venner.

Læs også: Analyse: Astralis spillede løsere, men usædvanligt godt

Successen fik statsminister Lars Løkke Rasmussen til tasterne på Twitter:

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere