Arbejdsløse multimediedesignere spænder ben for flere datamatikere

1. august 2019 kl. 05:021
Arbejdsløse multimediedesignere spænder ben for flere datamatikere
Illustration: IT-Universitetet.
Datamatik slås i hartkorn med multimedie-designer, når studiets størrelse skal fastsættes. Men det giver ikke mening, mener erhvervsakademier og it-fagforening. Dimensionering af studier skal evalueres efter sommerferien.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

I fredags fik landets studerende at vide, om drømmeuddannelsen var hjemme.

Men for 333 studerende af de 1.038 førsteprioritets-ansøgere på datamatikerstudiet landet over blev svaret en nedadvendt tommelfinger.

Og det er ikke i orden, synes erhvervsakademierne, der huser uddannelsen.

»Når datamatikeruddannelsen er dimensioneret, som den er, skyldes det, at de bliver sat i samme gruppe som multimediedesignerne, som har haft stor ledighed. Vores uddannelsesministerium mener, at uddannelserne er sidestillede på arbejdsmarkedet,« udtaler Michael Rugaard, som er sekretariatschef for Danske Erhvervsakademier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det samme synspunkt lyder fra it-fagforeningen Prosa:

»Der er plads til flere datamatikere på arbejdsmarkedet. Dimittender fra uddannelsen får typisk ansættelse som blandt andet programmører og systemudviklere, og de har mulighed for at læse videre til professionsbachelor i for eksempel it-sikkerhed eller softwareudvikling. Det er i høj grad kompetencer, erhvervslivet efterspørger,« udtaler Prosas næstformand, Hanne Lykke Jespersen, og forsætter:

»Det giver ingen mening, at dimensioneringsmodellen puljer datamatikeruddannelsen sammen med uddannelsen til multimediedesigner. Uddannelserne giver vidt forskellige kompetencer, og at begrænse antallet af studiepladser på datamatikeruddannelser på grund af høj ledighed hos multimediedesignere, som der bliver uddannet langt flere af, er simpelthen ikke smart.«

Erhvervsakademier: Brug lokale ledighedstal til dimensionering

Der er ikke tale om, at nye studerende bare kan tage bus eller tog til en anden uddannelsesinstitution i området, forklarer Michael Rugaard fra Danske Erhvervsakademier:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Der er ikke flere pladser på datamatik. Der er ingen steder, hvor vi kunne få lov til at tage flere ind.«

Ud over at datamatiker-uddannelsen efter Danske Erhvervsakademiers mening altså ikke bør vurderes sammen med multimediedesign, så bruges der også for gamle ledighedstal. Man betragter desuden hele landet som ét arbejdsmarked, hvilket ikke stemmer overens med de færdige studerendes adfærd, da de ofte søger arbejde i samme omegn, som de er uddannet i.

»Det er relativt gamle tal, man kigger på, når man beslutter sig for, hvor mange man må optage. Ministeriet kigger på ledighedstal - hvor stor er ledigheden tredje til fjerde kvartal efter dimission (når de færdige studerende er udklækket, red.).«

»Hvis der er systematisk overledighed, skal man begrænse optaget. Hvis der i syv ud af de seneste ti år har været en overledighed, er der en skala for, hvor meget man skal dimensionere med. Det synes vi er meget fornuftigt,« siger Michael Rugaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De mange ledighedsdata leveres af Danmarks Statistik, og hvis man kigger på årgang 2015 og ti år tilbage og undersøger ledigheden efter tredje og fjerde kvartal efter dimission, ser man et tydeligt aftryk fra finanskrisen. Dengang blev it-folk, som alle andre, arbejdsløse i større omfang end tidligere.

»Der er vi ikke mere. Nu er billedet vendt 180 grader for datamatikerne, og der er stor efterspørgsel på dem. Og det kan modellen ikke håndtere.«

Dimensionering af studierne skal evalueres af Uddannelsesministeriet efter sommerferien sammen med uddannelsesinstitutionerne.

Hvad er jeres forhåbninger til dialogen med ministeriet?

»Vi håber på to ting: På den ene side, at dimensioneringen skal tage afsæt i ledigheden i det område, hvor uddannelsesinstitutionen ligger. Man kunne kigge på institutionens egne tal - hvor meget har de produceret til ledighed eller ikke-ledighed, i stedet for at lade, som om der er ét nationalt arbejdsmarked. Det andet er at få nogle mere relevante og tidstro tal fra de brancher, man skal dimensionere i forhold til. Man kan bare vælge at lægge vægt på senere år end dem, man har nu.«

Mange afslag også på andre it-uddannelser

Andre længerevarende it-uddannelser kan også melde om en større mængde afslag. Det gælder eksempelvis IT-Universitetet i København

»Det er meget positivt, at så mange unge har lyst til at give sig i kast med en it-uddannelse. Vi befinder os midt i en digital transformation, og der er et stort samfundsmæssigt behov for de kompetencer, som en it-uddannelse giver. Derfor er vi da også kede af, at vi igen i år er nødt til at afvise mere end fire ud af ti ansøgere, der har ITU som første prioritet,« har studiechefen på IT-Universitetet, Lene Rehder tidligere udtalt.

Uddannelsesministeriet ønsker ikke at kommentere sagen.

1 kommentar.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
1. august 2019 kl. 07:58

Det er mit indtryk at der også problemer på humaniora. Sprogteknologi har efter hvad jeg forstår underledighed i forhold til resten af humaniora men slås i hartkorn.