Appudvikler: Spotify provokerer bevidst med angreb på Apple

4. juli 2016 kl. 16:1117
Appudvikler: Spotify provokerer bevidst med angreb på Apple
Illustration: Spotify.
Dansk appudvikler bakker Apple op: Krav om brug af Apples betalingsløsning er ok.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Opdateret med screenshots.
Noget tyder på, at beskyldningerne fra Spotify mod Apple, om at de hæmmer konkurrencen på især markedet for musikapps, er en bevidst manifestation uden den store substans.

Det siger appudvikler David Christensen, i en kommentar til nyheden om, at Apples kræver brug af deres betalingsløsning, hvis man vil tilbyde sin app via App Store. Hvilket har fået Spotify til at sende Apple et rasende brev.

David Christensen er mobil app-arkitekt ved det danske digitale bureau DIS/PLAY, som tidligere bl.a. har arbejdet ved den succesfulde trænings- og løbe-app Endomondo.

Pt. står sagen der, at Apple har afvist at godkende en ny version af Spotify-appen til iOS, angiveligt fordi Spotify har linket direkte til en payment-formular uden om App Store: Spotify har nemlig postet et screenshot af en opfordring til Premium-køb via den appversion, der allerede er godkendt i App Store.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Jeg er ikke ude i et defensorat af Apple og kan selvfølgelig ikke sige med sikkerhed, hvad der er op og ned her. Min første reaktion var, at Apple skal til at passe på, men ved lidt dybere læsning, tror jeg også der er tale om en bevidst manifestation fra Spotify’s side,« siger David Christensen.

»Det bliver spændende at se, hvad resultatet bliver.«

Gratisapp med link til signupflow er OK

Årsagen til, at App Store-brugere som Spotify vil snige sig uden om betalingsløsningen hos Apple er, at de tager et cut på 30 procent af indtægterne i det første år (i sagens natur kun, hvis der er tale om en betalingsapp), og 15 procent i de følgende. Det gælder ikke såfremt, der er noget fysisk involveret.

Betalingsapps må derfor ikke snyde sig udenom betalingen til Apple f.eks. ved at kalde selve appen gratis og linke direkte til betaling, men hvad man derimod godt må, er at linke til et signupflow - en personlig profil - hvor man som en ikke-integreret del af flowet kan opgradere en profil og betale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alternativt kan man oplyse om, hvor man kan oprette sig som bruger. Det er det, som TV2 Play-appen gør.

Og ifølge David Christensen er det helt almindeligt kendt, at subscriptions til rene digitale produkter skal foregå gennem Apple’s platform.

Uvist hvad der præcist har ført til afvisningen

Spotify har tidligere løst problemet ved at lægge 30 procent oveni prisen, såfremt man køber abonnementet gennem app’en, præcis som Netflix.

Nu har de imidlertid ændret strategi, og opfordrer folk til at betale via deres website.

Tricket med at vise et screenshot med opfordring til køb, findes kun i de app-versioner, der allerede er i App Store og dermed allerede godkendt.

Spotify-repræsentanter har ikke lagt et screenshot ud i den nye app eller funktionalitet.

»Så vi ved ikke præcis, hvad der ligger til grund for afvisningen fra Apples side«, siger David Christensen.

»Men det ville undre mig, hvis det var for at skubbe konkurrenter ud, da det ikke virker til, at Apple arbitrært har afvist Spotify - men afvist dem på baggrund af de regler, der gælder for os alle, når vi lægger apps op.«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover er det hans erfaring, at Apple generelt har opført sig pænt på app-markeder, de er gået ind i.

»For eksempel ved lanceringen af Apple Health og HealthKit i iOS 8, hvor Apple gjorde meget ud af at behandle de eksisterende spillere på feltet pænt og ikke forsøge at kvæle markedet,« siger app-udvikleren.

Version2 har også omtalt, at en justering af App Store reglerne nu betyder, at apps ikke må være afhængige af andre apps for at kunne virke. Det skabte problemer for den fælles svenske bankapp, Swish, som er afhængig af en anden app, en sikkerhedsapp, hvilket altså svar i strid med de nye App Store-regler.

Sagen har angiveligt fået Danske Bank til at undersøge, om de nye regler er et problem for MobilePay.

»Det er et interessant nyt krav. Jeg kan dog ikke se, hvorfor det skulle være et problem for MobilePay, da det er self-contained,« lyder det fra David Christensen.

Den generelle løsning er nemlig ifølge ham at distribuere sådan funktionalitet som frameworks, hvilket Danske Bank selv gør med MobilePay SDK’et i stedet for at launche en ekstern applikation.

Han advarer i øvrigt om at udvikle apps, der er afhængige af andre apps:

»Man skal nok også overveje, hvor smart det er at udgive en app, som kræver en anden app for at fungere. Derudover er det også værd at tænke på, at det både er svært for Apple at sikkerhedsreviewe, samt betydeligt mere skrøbeligt end en framework-baseret løsning,
da den påkrævede app kan opdateres uafhængigt, og pludselig opføre sig helt anderledes. Dermed går ens app “i stykker” - noget som ikke ville være sket, hvis man havde distribueret et tredjepartsframework med samme funktionalitet i sin app,« lyder det fra David Christensen.

17 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
17
13. juli 2016 kl. 05:26

Jeg har en sonos afspiller for jeg kan bruge Spotify på den skal jeg have et premium abbonoment til 99kr om måneden, og på min tlf kan man bruge en gratis version af spotify, har ik prøvet gratis versionen men hvorfor skal Spotify have penge for jeg bruger deres tjeneste på en special enhed..

16
6. juli 2016 kl. 23:39

Er det OK, blot fordi Apple har fastlagt de regler

Det er en helt anden diskussion - som bestemt også har sin berettigelse. Det er bare ikke helt det, der er pointen her.

Pointen er sådan set bare, at Spotify ikke har meldt helt rent ud. Hvis jeg udviklede en app som lavede samme nummer - så ville den også blive afvist. Pointen er, at Spotify gerne vil have præferentiel behandling, samt at de ikke har meldt helt ærligt ud (bl.a. med deres screenshots, der ikke fortæller hele sandheden).

Jeg synes sådan set det er fint, hvis de vil rejse diskussionen omkring betalingsfordelingen. Det er bare ikke det, de har meldt ud omkring. De har rejst flaget om at Apple søger at kvase sine konkurrenter, og det ser jeg altså ikke tegn i hverken sol eller måne på hér. Der er blot tale om, at reglerne er blevet anvendt, som de rent faktisk er blevet på samtlige andre appudgivere.

15
6. juli 2016 kl. 10:05

Jeg vil tro det i hoej grad afhaenger af hvilken aftale Apple har med studiet og distributoererne og hvad der her er aftalt i forhold til forskellige markeder, vinduer, omkostninger forbundet med distribution etc

Henrik, jeg tror du har misforstået pointen med mit indlæg... På grund af Apple's krav om 30% af indtægterne på køb/leje af film, musik og E-bøger, har konkurrenter valgt ikke at tilbyde "InApp" Køb/leje streamingstjenester i IOS appen...

14
6. juli 2016 kl. 10:00

Apples praksis er jo altid at gøre udviklere og brugere afhængige af deres tjenester og så stramme garnet og endnu engang give begge parter dårligere vilkår.

Men det ændrer jo ikke på, at det er brugerens frie valg at smutte. Jeg er personligt også sovset (efter min egen smag) lidt for meget ind i Googles økosystem, og der er intet der forhindrer mig i at smutte - hvis jeg bare kunne overskue at gå i gang.

Apple har en gennemsnitlig markedsandel på omkring 15%. Det kan på INGEN måde anses for at være "markedsdominerende" - selvom der er små markeder, hvor de sikkert er store. Derfor har jeg meget svært ved at se, at "den frie konkurrence" er sat ud af spil.

13
6. juli 2016 kl. 04:05

Flere af jer nævner at man jo bare kan lade være med at udvikle til iOS eller have en iPhone, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet. Det er dog lidt sværere i praksis. Apples praksis er jo altid at gøre udviklere og brugere afhængige af deres tjenester og så stramme garnet og endnu engang give begge parter dårligere vilkår.

Apple har jo stavnsbundet mange forbrugere (som egentlig ikke gider dem længere eller har svært med at acceptere Apples diktatoriske regler), da mange forbrugere har betalt hundredvis eller tusindvis af kroner for apps og musik under andre vilkår og ikke længere kan acceptere dem. Så skal man altså skifte telefon og så betale for mange af de samme apps og musik igen hos f.eks. Google.

Personligt er mit bæger blevet fyldt dråbe for dråbe hver eneste dag (fejlbehæftet hardware, massere af daglige bugs som aldrig bliver rettet, urealistisk høje priser, daglige irritationer om at pådutte mig opdateringer som stiller mig dårligere - f.eks. OS-opgraderinger som gør at batterikapaciteten daler til en femtedel, så jeg bliver "truet" til at købe en ny iPhone!!!).

Mit største problem er at jeg vil mangle nogle af de apps, som kun er tilgængelige til iOS.

Som sagt, mit bæger er fyldt til randen og jeg har min iPhone indtil jeg bliver nødt til at købe en ny telefon og det bliver IKKE en iPhone - jeg er færdig med firmaer der bevidst og åbenlyst bruger deres tid på at bedrage mig, i stedet for at f.eks. forbedre og fejlrette deres produkt!

12
6. juli 2016 kl. 02:52

Så for en film med 20 år på bagen, tager Itunes 49 kr, og Blockbuster tager 19 kr, dvs. en difference på 30 kr, der går i Apples lommer, fremfor egne....

Jeg vil tro det i hoej grad afhaenger af hvilken aftale Apple har med studiet og distributoererne og hvad der her er aftalt i forhold til forskellige markeder, vinduer, omkostninger forbundet med distribution etc -- dvs. den forskel der naevnes kan vaere udregnet paa et ufuldstaendigt grundlag.

men ikke mindst, hvad kan markedet baerre?

11
5. juli 2016 kl. 23:50

Så for en film med 20 år på bagen, tager Itunes 49 kr, og Blockbuster tager 19 kr, dvs. en difference på 30 kr, der går i Apples lommer, fremfor egne....

Er enig med at apple har gang i en omgang protektionisme af deres itunes/apple-music forretning.

En lille sidenote: Folk der bruger apple dimser er generelt tilbøjelige til at acceptere en højere pris for dimser og services, det har tidligere været fremme i medierne at bl.a. booking sider for f.eks. hoteller, biludlejning og flybilletter differentierer priserne på baggrund af user-agent (hvor iOS/OS-X ligger i den høje ende). Sidst jeg lejede bil i USA gik prisen fra 250$ (VPN til USAnsk IP + WinXP + IE som browser) til ~650$ (Dansk IP, OS-X, Safari). VPN og en user-agent spoofer kan spare dig for mange penge :)

10
5. juli 2016 kl. 22:32

Med Spotify klagesang er det ikke kun dem som er berørt, men alle som formidler salg og leje af Digitale medier, som bøger, film og musik, da Apples Guidelines vedr. dette kræver 30% af købet i gebyr! Computerworld havde en artikel om Blockbuster med titlen "Sådan undgår TDC at betale kassen til Apple for Blockbuster-app"

"Hvis du som iPhone-bruger undrer dig over, at du ikke kan finde priser i din Blockbuster-app, så er der en god forklaring på det.

For når der lanceres en betalingstjeneste i Apples App Store, så kræver Apple 30 procent af indtjeningen ved køb og leje.

"Stort set alle, der sælger film og musik, omgår reglerne en smule på denne måde. Samtidig må vi heller ikke linke til vores mobil-hjemmeside fra iPhone-app'en," forklarer TDC-udviklingschef for koncept og design, Per Fjællegaard, til Computerworld.

Med en forventet årlig omsætning startende fra 100 millioner kroner genereret via websitet og apps til en lang række platforme herunder Apples iOS slipper TDC dermed potentielt for at betale Apple en pæn slat penge med denne lille produkter-uden-priser-finte."https://goo.gl/FhY5Xc

Og det samme er gældende for Viaplay, SF Anytime og alle andre der har med salg og leje af Digitale medier verden over...

Som jeg ser set, har Apple lavet en form for protektionisme af deres egen Itunes Butik, at ovennævnte konkurrenter ikke har en Købe- og Lejebutik på IOS, fordi de højst sandsynligt ikke kan matche Itunes priser alligevel og dermed er der ingen konkurrence på prisen...

Når nu Blockbuster, SF Anytime, Viaplay og andre har en fuld butik på android (og andre platforme (-IOS (og måske -WP/W10M og Xbox))) skyldes dette at Google Play ikke har krav om, at betalinger skal gå igennem Google Play/Wallet/Pay, men det frit for hver udvikler/firma, at bruge andre betalingsløsninger, hvor ovennævnte firmaer selv opkræver og gemmer dine kreditkort oplysninger til en anden god gang, man har lyst til at leje eller købe en film, altså uden om Google Play.

Derfor mener jeg at der ikke er fri konkurrence på det digitale medie område med Apple Krav om 30%, hvor jeg vil give et eksempel mellem Itunes og Film apps på Android...

Jeg har vedlagt et screenshot af "Independence Day (ID4)" som koster 49 kr at leje i HD og 5.1 lyd på Itunes.https://a.disquscdn.com/uploads/mediaembed/images/3896/5783/original.jpg

Anden Screenshot er Android Screenshots fra henholdvis Blockbuster, hvor ID4 koster 19 kr i HD/5.1 lyd, Viaplay hvor ID4 koster 29 kr i HD/5.1 lyd og Google Play koster 39 kr. i HD/5.1 lyd og Fælles for alle (incl. Itunes) er at man har 48 timer lejeperiode...https://a.disquscdn.com/uploads/mediaembed/images/3896/5784/original.jpg

Så for en film med 20 år på bagen, tager Itunes 49 kr, og Blockbuster tager 19 kr, dvs. en difference på 30 kr, der går i Apples lommer, fremfor egne....

9
5. juli 2016 kl. 13:58

Hvor har du de tal fra?

Jeg havde de tal fra forbrugsmålinger på hjemmesider :) fx denne som konkluderer at 75% af websurfere sidder på iOS enheder (inkl. iPad dog):

https://www.computerworld.dk/art/236282/iphone-og-ipad-har-overtaget-danmark-saa-meget-fylder-apples-produkter-hos-danskerne

Jeg har selv en populær dansk app med 900.000+ downloads. Den har altid været ligeligt promoveret til alle platforme, og her står iPhone for 68% af de samlede downloads.

Men ifølge dit link holder den nok ikke, at 2 ud af 3 smartphones er iPhone. Med mindre levetid spiller kraftigt ind.

7
5. juli 2016 kl. 12:56

Hvis i ikke kan lide lugten i bageriet. Der er store dummebøder, men også mulighed for god indtejning, til forskeld på andre platforme. Hvis tilstrækeligt mange udvikler og service gør det, så vil Appel måske rette ind hvis de kan se deres marked forsvinde. Måske ikke.

Men at udvikle og sælge til et produkt som er styret så meget, og hvor man som udvikler har så lidt indflydelse, vil jeg nok selv takke nej til. Ens foretningsgrundlag kan jo forsvinde over natten, og man har ingen mulighed for at gøre noget fra eller til.

Men der kan nok føres en monopolsag, i det at der ikke er mulighed for at omgå Appel, som der er på Android hvor man kan vælge 3 parts app. Hvis ikke at Margrethe Vestager og EU også vælger at reagere på dette, så ser det mere og mere ud til at kommitionen er betalt af konkuranterne til Google. Hvis det som nu, satses så indsidigt med sager ?

5
5. juli 2016 kl. 06:36

Er det OK, blot fordi Apple har fastlagt de regler ?

Selvfølgelig er det det.

Alle udviklere er låst til Apple App Store

Jeg er da ikke låst til App-store. Hvis jeg ikke kan lide lugten i bageriet, så står det mig frit for at gå et andet sted hen med min kode.

Hvis Apple havde en dominerende position på markedet for enten OS til mobiltelefoner eller musiktjenester, så var det en anden sag - men det har de bestemt ikke.

4
4. juli 2016 kl. 23:27

Apple tjener så på salg af telefoner. Det lyder meget rimeligt.

3
4. juli 2016 kl. 23:07

Er det OK, blot fordi Apple har fastlagt de regler ?

Måske ikke, men følgende scenarium er vel omvendt heller ikke ok:

Apps er gratis og man kan så købe en "unlock" direkte fra firmaet, uden om app store. På den måde skal man ikke afgive nogen procentdel til Apple, som så kører app storen gratis for udviklerne.

2
4. juli 2016 kl. 20:18

Bemærk at reglerne for en dominerende stilling i markedet først træder i kraft ved en markedsandel på mindst 48%, så vidt jeg husker. Jeg tror ikke Apple har så store markedsandele i Europa, med mindre man definerer iOS som et seperat marked…

1
4. juli 2016 kl. 19:38

"Årsagen til, at App Store-brugere som Spotify vil snige sig uden om betalingsløsningen hos Apple er, at de tager et cut på 30 procent af indtægterne i det første år (i sagens natur kun, hvis der er tale om en betalingsapp), og 15 procent i de følgende."

Er det OK, blot fordi Apple har fastlagt de regler ? Alle udviklere er låst til Apple App Store, da Apple har bestemt, der kun må være én app store, og samtidig dikterer Apple mere eller mindre prisen på denne tjeneste, og samtidig har de selv et konkurrerence tjeneste.

En sag for EU og Margrethe Vestager !!!