Apple arbejder på et projekt, der kan give den næste generation af MacBooks en ekstra processor, som tager over, når pc'en drosler ned til lavenergitilstand. Det skriver Bloomberg på baggrund af oplysninger fra kilder med kendskab til projektet.
Den nye processor vil være baseret på ARM-arkitekturen, som Apple også benytter til iPhone og iPad. Apple har også en ARM-processor i den udgave af MacBook Pro, som har den nye touch-bjælke, så tanken om at have en ARM-processor side om side med pc'ens primære Intel-processor er ikke fremmed for Apple.
Ligesom alle andre, der benytter Intels processorer, så har Apple en udfordring med at få energiforbruget bragt helt ned, når processoren kører næsten i tomgang. Der har Intel i årevis arbejdet på at indhente ARM-arkitekturen for blandt andet at kunne stå stærkere på processorer til tablets og smartphones. Men forskellen mellem de to arkitekturers resultater i lavenergitilstand er stadig et stort forspring til ARM.
Det skulle være baggrunden for, at Apple eksperimenterer med at benytte en særlig ARM-processor, som kan overtage, når pc'en drosles ned til nogle få basale funktioner. Det vil være når skærmen er slukket, men der stadig foregår eksempelvis kalendersynkronisering eller installation af opdateringer.
Sådanne opgaver kræver mindre regnekraft, og derfor vil en ARM-baseret processor kunne håndtere dem med et lavere energiforbrug, hvilket vil kunne bidrage til at forlænge brugerens oplevelse af effektiv batteritid.
ARM-arkitekturen er imidlertid stadig bagud i forhold til Intel til tungere opgaver, hvor Intel klarer sig bedre. Derfor ville Apple skulle gå på kompromis med ydelsen, når brugeren arbejder ved pc'en, hvis der kun sad en ARM-processor i den. Det er derfor, Apple arbejder med en hybridløsning med to processorer.