Patentsagerne mellem mobilproducenterne fortsætter ufortrødent over hele verden, og i denne uge var det Samsung, som led et nederlag til Apple i Holland.
En hollandsk domstol har givet Apple foreløbigt medhold i, at Samsung krænker et patent i de telefoner, som kører med Samsungs udgaver af Android 2.2 og 2.3. Det skriver amerikanske Computerworld.
Dermed har domstolen også nedlagt forbud mod salget de Samsung-modeller, der krænker patentet, og det omfatter blandt andet Galaxy S, Galaxy SII og Galaxy Ace.
Patentet vedrører den måde, man navigerer på i et fotogalleri, hvor man kan få et smugkig på det næste billede i galleriet.
Apple og Samsung har flere patentsager kørende alene i EU med sager i Holland, Storbritannien og Tyskland. Mens Samsung foreløbigt har tabt i denne sag i Holland, så har Apple i Storbritannien måttet indrykke annoncer i store aviser, hvor selskabet offentligt undskyldte for at have anklaget Samsung i reklamer.