Apple vil bruge 12,7 milliarder kroner på at opføre to nye, store datacentre i Europa, og det ene skal opføres i Viborg. Det oplyser Apple ifølge en pressemeddelelse. Dermed er investeringen den hidtil største udenlandske anlægsinvestering i Danmark nogensinde.
Datacentrene bliver på hver 166.000 kvadratmeter, og opførelsen vil begynde i 2017. De nye datacentre skal understøtte Apples cloud-tjenester som eksempelvis iTunes, Maps og Siri.
I begge datacenterprojekter har Apple lagt vægt på, at der skal være elementer af bæredygtighed, ligesom datacentrene skal forsynes med bæredygtig energi.
Datacentret i Viborg skal således kobles på det lokale fjernvarmenet, så overskudsvarme fra datacentret kan bidrage til opvarmningen i byen.
Valget af Viborg begrundes samtidig med, at Apple har mulighed for at placere datacentret i nærheden af en større transformatorstation for stabil elforsyning.
»Denne investering er Apples hidtil største i Europa. Vi er begejstrede for at udvide vores drift og skabe hundredevis af lokal arbejdspladser og introducere nogle af vores mest avancerede designplaner for grønne faciliteter,« udtaler Apple-direktør Tim Cook.
Datacentret kommer helt præcist til at ligge i Foulum, cirka otte kilometer uden for Viborg, og planen er ifølge en pressemeddelelse fra Viborg Kommune, at datacentret skal være fuldt udbygget i 2026.
Aftalen om det nye datacenter kommer ifølge kommunen efter tre års samarbejde med Udenrigsministeriets Invest in Denmark-afdeling.
»Det er en kæmpe cadeau, at Apple blandt mange bejlere vælger Danmark. Det understreger, at regeringen har ramt den helt rigtige balance mellem en ambitiøs og grøn energipolitik og et erhvervsklima i verdensklasse,« udtaler handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) ifølge pressemeddelelsen.