Da deltagerne ved Apples årlige udviklerkonference i forrige uge fik en preview-udgave af det nye iOS 10 med hjem, ventede der specielt sikkerhedsefterforskere en lille overraskelse. Apple havde nemlig valgt at lade iOS 10-kernen være ukrypteret.
Det fik flere eksperter til på webmagasinet MIT Technology Review at spekulere i, om Apple måske skulle have glemt at kryptere kernen ved et uheld. En fejl der ifølge iOS-eksperten Jonathan Zdziarski ville svare til at glemme at installere døre i en elevator.
Det er imidlertid alt andet end en fejl, bekræfter Apple nu over for webmagasinet TechCrunch.
»Kernen indeholder ingen brugerinformationer, og ved at undlade at kryptere den er vi i stand til at optimere systemets ydelse uden at kompromittere sikkerheden,« lyder det fra en talsperson fra Apple.
Usædvanlig åbenhed
TechCrunch bemærker, at dette er et usædvanligt træk fra Apples side, som ellers er bedst kendt for at være meget hemmelighedsfulde omkring deres produkter og holde kortene tæt til kroppen.
Når Apple vælger at give sikkerhedsefterforskere og udviklere lejlighed til at kigge nærmere på kernen i iOS 10, kunne det meget vel være, fordi Apple ad den vej gerne vil åbne mulighed for, at potentielle sikkerhedsbrister vil blive fundet og indrapporteret hurtigere.
Den endelige version af iOS 10 forventes lanceret til september sammen medd den nye iPhone 7 og iPhone 7 plus.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.