Apple tæt på at være det første amerikanske selskab med en værdi på én billion dollars
Normalt skriver vi ikke finansnyheder på Version2, - men det her er alligevel for opsigtsvækkende: Apple er tæt på at være en billion amerikanske dollars værd (det er 6,3 billioner kroner eller 6.300 mia. kroner), skriver Zdnet.
Værdien svarer til knap seks gange de samlede danske offentlige udgifter i 2017.
Apples aktiekursværdi har nydt godt af generelt blomstrende kurser det senere år og Apple aktien ligger nu på 191,70 dollars, hvilket giver en samlet værdi på 950 milliarder dollars.
»Med mindre markedet vender, er det (billionen, red.) kun om dage eller uger væk,« skriver Zdnet.
Top fem blandt amerikanske virksomheder, set på værdi, er som følger:
- Apple: 950 milliarder dollars
- Amazon 819 mia. dollars
- Alfabet (Googles moderselskab) 780 mia. dollars
- Microsoft 780 mia. dollars
- Facebook 545 mia. dollars
Det seneste år er Apples værdi steget med 32 procent, Amazons med 75 og Microsoft med 56, bl.a. som følge af succes med cloud computing.
Apple har ellers de senere år været genstand for kritik af selskabets dyres iPhones, og i efteråret klagede eksempelvis i tusinder af brugere over dårligere batteritid på iPhone efter opdatering til iOS 11.
Men omvendt mener mobilanalytikere, at Apple med de nye iPhone X-modeller, der forventes at komme til efteråret, vil lancere en lavere pris for at imødegå kritikken.
