Apple relancerer MacBook-brandet med ny 12-tommers notebook

Mest overraskende er et skifte til USB-C til opladning og tilslutning af eksterne kabler.

Mandag aften lancerede Apple en ny MacBook. Det er altså hverken en air eller en pro, men blot en MacBook. Apple var ellers stoppet med det almindelige MacBook-brand i 2012 - produktrækken var med til at gøre Apple populær blandt et større publikum.

Skærmen er på 12 tommer og har en opløsning på 2304x1440 pixels, svarende til en opløsning på 226 pixels per tomme - hvad Apples marketingafdeling kalder for retina-opløsning. Ifølge Apple har de udviklet en teknik, der gør det muligt at opnå samme farvemætning og lysstyrke med 30 procent mindre strømforbrug. Og den slags er optimalt for en lille computer, der skal kunne holde hele dagen.

Apple lover batterilevetiden på den lille ny til at være ni timers surf på nettet eller ti timers afspilning af film. Hvis du dropper at se rulleteksterne, kan du altså nå at se biografudgaverne af Ringenes Herre-trilogien på én opladning.

Den nye MacBook drives af Intels Core M Broadwell-processor. Den er udviklet til at være en slags hybrid mellem de forskellige processorer, der findes i bærbare og tablets. Der er altså ikke tale om en kraftig processor som dem, der findes i Apples dyrere modeller, men omvendt betyder det, at der ikke er brug for aktiv køling. Computeren fåes med en processor på 1,1, 1,2 eller 1,3 gigahertz.

Enheden har 6 gigabyte 1600 megahertz LPDDR3-hukommelse og en flashhardisk på 256 eller 512 gigabyte. Grafikkortet er et Intel HD Graphics 5300. Den vejer 0,92 kilogram og måler 1,31x28,05x19,65 cm - det laveste punkt for højden går dog ned til 0,35 cm.

Med en USB-C-port, er der én indgang, der kombinerer en række almindelige porte. Således kan indgangen bruges til opladning af computeren samt tilslutning af USB 3-, HDMI-, VGA- og Mini DisplayPort-kabler. USB-C-standarden gør det muligt at sætte et stik i begge veje - modsat ældre USB-standarder, hvor stikket kun kunne vende én vej. Med skiftet til USB-C er Apple gået væk fra deres egenudviklede, proprietære, MagSafe-magnetstik til opladning.

Det siger sig selv, at man løber ind i en udfordring hvis man både vil oplade sin MacBook og tilslutte et HDMI-kabel til en præsentation. Til det formål sælger Apple en række kabler, der gør det muligt at tilslutte flere kabler. Med andre ord er indgangene rykket fra computeren til et eksternt kabel.

Ved lanceringen fortalte Apple også entusiastisk om nye teknologier inden for fremstillingen af tastaturet, musen og batteriet.

Den nye MacBook er tilgængelig fra d. 10. april - prisen starter ved 11.299 kroner.. Den fås i tre farver, ligesom Apples iPhones og iPads: Sølv, guld og space grey.

Flere havde spået, at Apple ville lancere en bærbar computer med touchskærm. Det viste sig dog ikke at holde vand. Den nye udgave af MacBook skal dermed konkurrere med Apples egen MacBook Air-enhed, men vil også møde konkurrence fra modeller som Dells XPS 13 eller Microsofts Surface Pro 3. Kigger man alene på specifikationerne er Surface Pro 3 både lettere, tyndere, kraftigere og billigere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (13)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Svend Eriksen

Nu vil jeg ikke begynde en muddekastning, for folk kan have gode grunde til at ville have den. Jeg synes dog, at det lyder som en dyr fornøjelse, hvis man sammenligner den med f.eks. en Surface Pro 3, der med Intel i5, 8GB RAM og 256 GB HD koster 10.000 (inkl. keyboard, der købes separat suk!)

Jeg har ikke nærlæst specs og tests, så der er helt sikkert forskel, og det kan godt være god grund til at vælge en Macbook. Men det virker umiddelbart som en pebret pris for mig.

  • 1
  • 0
Jakob Damkjær

Enheden har 8 gigabyte 1600 megahertz LPDDR3-hukommelse...

og priser i USA er uden moms... så det forklare en stor del af forskellen i pris.

Magsafe er en super ide hvis man faktisk kobler til en strømkilde... men der er det nok mere 13" MacBook Pro der vil appelere med flere stik og thunderbolt2 og bedre grafikkort osv. til den bruger gruppe.

Den her virker som om den er beregenet til at leve væk fra skrivebordet. lidt ligesom en iPad (som heller ikke har magsafe) men med mac os x og baggrundsbelyst tastatur og den har batteilevetiden til at gøre det.

Magsafe var for bred til den her og det samme med thunderbolt. Men hvis der kommer en ny Apple skærm (USB-C 3.1 har displayport inkluderet i stikket) så er der nok både thunderbolt 2 og USB-C skærmforbinelse i så man kun skal ploppe ET stik i så er den hjemme.

Det bliver sjovt at se hvordan det nye tastatur bliver og hvordan den nye trykfølsomme KÆMPE trackpad med taptic feedback bliver.

Ville ha ønsket at den havde en TouchID sensor men det var åbentbart ikke på tapetet.

  • 0
  • 6
Torben Mogensen Blogger

Hvis du dropper at se underteksterne, kan du altså nå at se biografudgaverne af Ringenes Herre-trilogien på én opladning.

Undertekster burde ikke have noget at sige for strømforbruget, så mon ikke der menes rulleteksterne, som jo er ret lange?

  • 2
  • 0
Peter Eriksen

Det mest imponerende er ikke så meget maskinen, men at Apple "reinvents the notebook" hver gang de laver en ny bærbar.

Det er helt vildt så meget varm luft der kan komme ud af deres marketingsafdeling :-)

  • 8
  • 1
Henrik Mikael Kristensen

Én port er en fantastisk designbrøler.

Havde der været en USB-C port på hver side, havde maskinen været mere symmetrisk, hvilket er en meget Apple-ting at gøre.

Så havde man evt. haft mulighed for at bruge PSU'en på den side man ønsker, hvilket ville have været en rigtig god innovation.

  • 2
  • 0
Christian Nobel

Jeg synes dog, at det lyder som en dyr fornøjelse, hvis man sammenligner den med f.eks. en Surface Pro 3, der med Intel i5, 8GB RAM og 256 GB HD koster 10.000 (inkl. keyboard, der købes separat suk!)

Man kan ikke bare sammenligne processorer, så selv om den nye M processor ikke har en super høj clockfrekvens, så er den på ingen måde bovlam:
http://blog.laptopmag.com/intel-core-m-details

Om man så vil sammenligne med en hybrid er en temperamentssag, men Apple er da meget klare om det IKKE er en hybrid, men en notebook.

Men at der kun er en port på er for dumt, for så skal man slæbe rundt med dongles, og det tager jo ligesom lidt af glæden - imo skulle der være 2 USB-C porte, og en plads til SD kort (og gerne også 4G modem indbygget).

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere